Skip to content
Sanne Salomonsen | FOF Københavns Omegn

Sanne Salomonsen - Brudstykker Af Mit Liv

Sanne Salomonsen - Brudstykker Af Mit Liv

Selv om vi skal holde afstand, inviterer sangerinden publikum helt tæt på, når hun til foråret vil turnere med et foredrag over sin lange og spændende karriere. Det har aldrig skortet på opfordringer, men først nu synes Sanne Salomonsen, at tiden er helt rigtig til at tage ud og møde sit store publikum i øjenhøjde og fortælle om sit liv og sin karriere, der begyndte, før The Beatles havde udgivet en LP.

Det er hverken til at se, høre eller tro, men Sanne var bare seks år, da hun i 1962 debuterede som Elverpige i en tv-opførsel af balletten Elverhøj. Siden har hun arbejdet bredt inden for dansk kultur, hvor hun har sat nogle gevaldige aftryk, samtidig med at hun har glædet millioner af danskere med adskillige plader i mange forskellige genrer og et utal af koncerter over alt i landet.

Sanne Salomonsen har oplevet det meste og arbejdet med de fleste, så der er nok at fortælle om. Og det er præcis dét, Sanne vil netop nu.

"Jeg tror, at det er sundt at åbne sig i en tid, hvor vi bliver bedt om at lukke ned og forskanse os. Vi skal holde afstand, ja, men vi kan godt komme tættere på hinanden, og derfor glæder jeg mig til at møde mit publikum på en helt anden måde, og hvor alt kan ske," fortæller Sanne Salomonsen og afslører, at der ikke kommer til at ligge en færdig drejebog over foredraget før turnéens start.

Unummerede pladser.