Skip to content
Fra Nørrebro til Nordvest | FOF Københavns Omegn

Fra Nørrebro til Nordvest ad den nye Nordvestpassage

Fra Nørrebro til Nordvest ad den nye Nordvestpassage

Det internationale magasin Time Out har kåret Nørrebro til verdens hippeste bydel – foran Barcelona, New York og Paris! Bydelens tidligere skammekrog, Bazargrunden, hedder nu Mimers Plads og emmer af selvtillid med metrostation, studieboliger og et japansk inspireret hus til bydelens kampsportsklubber.  

Vi starter turen ved skulpturen ‘Nørrebros Hjerte’ ved Nørrebroparken og den Røde Plads på BIGs ’Superkilen’. Herfra går vi til Mjølnerparken der netop nu omdannes med penthouselejligheder på taget, studieboliger i gården og pulserende handelsstrøg ud mod gaden. Vi går igennem Nordvestpassagen under Ringbanen, hvor cykeltrafik nu går hånd i hånd med skybrudssikring og nye grønne områder.

 

Vi passerer Mimers Plads, den gamle Lygten St. og det spritnye Kampsportens Hus. Vi ser det prisbelønnede boligkompleks ’Emaljeparken’, spektakulære lejeboliger af BIG på Dortheavej, ISS-grundens ’Demokratigarage’ og Cobes bibliotek, der ligner stablede bøger. Pladsen foran biblioteket blev i 2017 kåret som Danmarks bedste plads, og i pladsens bagerste hjørne finder man såmænd indgangen til Ungdomshuset.

 

Vi slutter turen ved boligforeningen Mønten, hvor Nordens største gavlgalleri med 16 enorme malerier nu står færdig. Her finder vi nogle af verdens bedste street artists: Lady Aiko, HuskMitNavn, Mikael B og Victor Ash. 

 

Mødested: Ved skulpturen ‘Nørrebros Hjerte’ ved Nørrebroparken, som ligger ud til Nørrebrogade 210, 2200 Kbh. N.

Slutsted: Rentemestervej, nær busstoppested (bl.a. linje 68 og 21).
Varighed: 2,5 timer