Skip to content
Bevægelse og afspænding med dybde | FOF Københavns Omegn

Bevægelser og afspænding med dybde

Bevægelser og afspænding med dybde

Dette hold er for dig, som har brug for at komme ned i gear, føler sig stresset, har lette til moderate gener fra muskler og/eller led eller som bare er nysgerrig. Kort sagt, dette er et hold for dig, der ønsker en større forståelse for og fordybelse i egen krop.

Bevægelsestræningen på dette hold er funderet i det kraniosakrale system, som er udviklet af fysioterapeut Henny Klindt. Vi arbejder med bevægelser, som smidiggør de dybeste muskler omkring rygsøjlen og opbygger kroppens muskelbalance. På den måde bliver der skabt mulighed for at give kroppen større bevægelighed og et mere økonomisk muskelarbejde. Grundlæggende er der fokus på, at vi gennem øvelser og mentalt nærvær skaber en øget kropsbevidsthed og sensitivitet overfor kroppen.

Bevægelserne bliver udført liggende, siddende og stående. Alle bevægelser bliver guidet og tempoet er roligt, ofte i kombination med vejrtrækningens rytme.

Efterfølgende gives der god tid til dyb afspænding.

Bemærk! Da kommunen yder et ekstra tilskud til handicapundervisningen, kræves der en underskrift som dokumentation på, at du er berettiget til at deltage på et hensynstagende hold, hvor der er færre deltagere.