Skip to content
Operaforedrag med Henrik Engelbrecht | FOF Københavns Omegn

Med Henrik Engelbrecht i operaen - efterår 2022

Som noget helt nyt har vi nu mulighed for at udbyde en foredragsrække med Henrik Engelbrecht, som i mange år har arbejdet med formidling af opera og klassisk musik, bl.a. gennem sine bogudgivelser, foredrag og koncertintroduktioner.

Desuden har Henrik de seneste syv år arbejdet som rådgiver og kunstnerisk konsulent for en række operahuse, orkestre og festivaler, heriblandt Det Kongelige Teater, Copenhagen Phil, Concerto Copenhagen, Malmö Opera, Festspillene i Bergen og Tivoli.

5/10 Opera for alle
En lynguide til operaens verden for alle, der er nysgerrige på genren – et crash-course i opera med vilde historier fra 400 års operaliv med både kastrerede drenge, komponister med storhedsvanvid og operachefer, der svindler løs – og selvfølgelig med videoklip med fantastiske eksempler på sangere fra før og nu undervejs. Operaeksperten Henrik Engelbrecht fortæller levende og engageret, og tager os med på et par timers intens og morsom slentretur i operaens verden. Alle kan være med, uanset om du aldrig endnu har set en opera eller du allerede er stamkunde i alverdens operahuse. Det sidste kan du risikere at blive – for begejstring smitter som bekendt.

2/11 Med H.C. Andersen i operaen
H.C. Andersen går i operaen over det meste af Europa. Han oplever 1800–tallets megastjerner som Maria Malibran, Giulia Grisi og Jenny Lind, de splinternye operaer af Verdi og Wagner, og han skriver hjem om den vilde oplevelse af at sidde i de enorme operahuse i Napoli, Wien og Paris. Tag med H.C. Andersen i operaen. Vær med helt fra begyndelsen, da han selv som teenager drømmer om en stor sangerkarriere og synger i koret på Det Kongelige Teater – og oplev ham få kastet mange af de operatekster, han forsøger sig med, da han bliver fyret som sanger, direkte i hovedet igen af Det Kongelige Teaters direktion. Operaeksperten Henrik Engelbrecht er guide på en levende og underholdende tur tilbage til Danmarks og Europas operaverden af i går ved hjælp af Andersens egne dagbøger, rejsebreve og operatekster.

14/12 Opera i guldaldrenes København
I begyndelsen af 1800-tallet synger Det Kongelige Teaters skuespillere Mozart uden nogen særlig uddannelse – med kun meget få prøver og for nogles vedkommende i en evig brandert. Hvis de pjækker fra prøverne, risikerer de at ryge i fængsel. Kongen smider landets førende operasanger helt ud af landet, da han tager rollen som Don Juan lidt for bogstaveligt overfor en af prinsesserne på Amalienborg. Operaeksperten Henrik Engelbrecht fortæller levende og engageret om dengang ordensmagten også havde travlt på tilskuerpladserne og når københavnerne købte teaterbilletter; der var fysisk kamp om at få fat i de eftertragtede billetter, og der var tit slagsmål efter forestillingerne. Tag med i det iskolde og stinkende teater, hvor publikum spiser den medbragte mad undervejs i forestillingerne, og drikker rigeligt med brændevin til … når de altså ikke skal koncentrere sig om at smide rotterne ud af deres loger.

Information

Datoer

Dato Tid Sted Navn
1 Onsdag 05.10.2022 13:00-14:40 Taastrup Kulturcenter Henrik Engelbrecht
2 Onsdag 02.11.2022 13:00-14:40 Taastrup Kulturcenter Henrik Engelbrecht
3 Onsdag 14.12.2022 13:00-14:40 Taastrup Kulturcenter Henrik Engelbrecht
Foredragsholder

Henrik Engelbrecht

Henrik arbejder først og fremmest med at formidle opera og klassisk musik til så mange som muligt, bl.a. gennem sine bogudgivelser, foredrag og koncertintroduktioner. Desuden har han de seneste syv år arbejdet som rådgiver og kunstnerisk konsulent for en række operahuse, orkestre og festivaler, bl.a Det Kongelige Teater, Copenhagen Phil, Concerto Copenhagen, Malmö Opera, Festspillene i Bergen og Tivoli.

Henrik var 2010-2015 musikchef i Tivoli, og inden da var han i ti år ansat som operadramaturg på Det Kongelige Teater i Kasper Holtens operacheftid. I 1990’erne var han studievært og operaredaktør ved DR’s P2.

Henrik har gennem de sidste 30 år holdt utallige foredrag i mange sammenhænge, og bliver ofte inviteret i studiet som ekspert i TV-nyhedssammenhænge  (TV-avisen, Deadline, TV2 News m.v.) når det drejer sig om opera og klassisk musik – og har også været deltager i Den klassiske musikquiz på DR TV.