Skip to content

Vi har fået ny hjemmeside og arbejder på at rette skønhedsfejl og tekniske problemer. Hvis du har foretaget et køb online 1-6/7 og IKKE har modtaget en bekræftelse og faktura, bedes du kontakte os.

adm@fofkbh.dk

Vores retningslinjer ifm. coronavirus

Opdateret den 5. august kl. 11

Genåbning er noget, vi gør sammen

FOF København er nu genåbnet, og vi er glade for at byde dig velkommen tilbage. Vi bestræber os på at tilrettelægge vores kurser, foredrag, rundvisninger og ture, så du kan føle dig tryg ved at deltage i vores aktiviteter.

Ingen ved, hvordan situationen omkring coronavirus ser ud, når efterårets kurser starter op efter sommerferien. Men vi har en forhåbning om, at det bliver muligt at afholde vores aktiviteter, som vi plejer – med nogle få ekstra forholdsregler naturligvis.

Er det sikkert for dig at gå på aftenskole?

Ja – myndighederne har vurderet, at det er sikkert at deltage i aftenskoleundervisning igen.

Vi forsøger så vidt muligt at overholde de vejledende retningslinjer, som myndighederne har udstukket for vores område – bl.a. forsamlingsforbuddet i undervisningslokalerne og på vores udendørs rundvisninger og ture.

Herunder kan du læse mere om, hvad du kan forvente, når du går til aftenskoleundervisning hos FOF København i efteråret. Vi opfordrer til, at du også selv holder dig opdateret om de aktuelle retningslinjer, viser hensyn og tænker på dig selv og dem omkring dig. Sådan kan vi sammen passe bedst muligt på hinanden og mindske smitterisikoen.

Offentlige undervisningslokaler

En stor del af vores undervisning foregår i offentlige lokaler, fx svømmehaller, folkeskoler, biblioteker, kulturhuse osv. I skrivende stund er vi i dialog med kommunerne omkring deres tiltag på undervisningsstederne. Vi har planlagt efterårets kurser med udgangspunkt i, at vi kan afholde undervisning som vi plejer. Det betyder dog også, at vi desværre kan blive nødt til at justere antallet af deltagere på holdene, eller helt aflyse, når vi kender de endelige retningslinjer for hvert undervisningssted. Hvis der sker ændringer i forbindelse med din undervisning, vil du blive kontaktet direkte.

Egne undervisningslokaler

FOF København har heldigvis også en del egne undervisningslokaler. Her har vi i højere grad mulighed for at bestemme rammerne for undervisningen. I egne undervisningslokaler sørger vi bl.a. for synlig information om anbefalingerne vedrørende afstand og god håndhygiejne, så alle husker at tage de rette hensyn.

I egne lokaler gælder følgende retningslinjer:

God hygiejne

Vi opsætter en håndspritdispenser ved indgangen til vores egne undervisningssteder, og på disse steder vil der også være håndsprit tilgængeligt i hvert undervisningslokale. Her vil også være god mulighed for håndvask med flydende sæbe og papirhåndklæder.

I vores egne musiklokaler, motionslokaler og værksteder vil der desuden være antibakterielle spritservietter til desinfektion af overflader og udstyr, så du kan spritte remedier af før brug.

Afstand

Til efteråret forventer vi at kunne afholde undervisning med samme antal deltagere på holdene, som vi plejer. Vi kan derfor ikke garantere 1-2 meters afstand i alle undervisningssituationer på efterårets kurser.

Minimal kontakt

Vi bestræber os på at minimere kontakten i vores lokaler. Medbring derfor dit eget udstyr, når du kan – fx yogamåtte, pensler osv. Og mød gerne op omklædt til undervisningen i det omfang, det er muligt.

Tak fordi du viser hensyn

Alle vores undervisere er klædt på til at undervise med disse ekstra forholdsregler. Tak fordi du også hjælper os med at få undervisningen til at glide lidt nemmere.

Når du deltager i vores aktiviteter, opfordrer vi dig til at passe på dig selv og andre ved at tage hensyn og udvise fornuftig adfærd.

  • Hold god afstand til andre i det omfang, det er muligt.
  • Vask dine hænder før, under og efter undervisningen eller brug håndsprit – medbring gerne selv håndsprit.
  • Host eller nys altid i ærmet.
  • Undgå fysisk kontakt som håndtryk og kram.
  • Bed andre om at tage hensyn til dig.
  • Mød op omklædt op til undervisningen
  • Medbring gerne eget udstyr i det omfang, det er muligt.

Du vil kunne opleve, at nogle af dine medkursister eller undervisere for en sikkerheds skyld bærer maske. Det er naturligvis i orden og op til den enkelte, om man ønsker at bære maske.

Vi opfordrer til, at du tager hensyn til dine medkursister og undervisere, hvis du har været ude at rejse til områder, der frarådes af myndighederne. Vi anbefaler, at du venter med at møde op til undervisning indtil 2 uger efter hjemkomst.

Vi beder dig også om at følge sundhedsmyndighedernes generelle retningslinjer og blive hjemme indtil 48 timer efter du har oplevet symptomer som feber, hoste, vejrtrækningsbesvær, muskelsmerter, hovedpine og ondt i halsen. Er du i tvivl, om du er syg, råder vi dig til at blive hjemme. Hvis en person i dit hjem er konstateret smittet med coronavirus, beder vi dig også om at blive hjemme indtil 48 timer efter personen har haft symptomer.

Særligt for foredrag

Vi overholder forsamlingsforbuddet og afstandskravet ved vores foredrag og debatter og har derfor sat deltagerantallet ned.

Særligt for bevægelseshold

På bevægelseshold i egne lokaler tilstræber vi at overholde afstandskravet. Ligeledes vil der på bevægelseshold i egne lokaler være antibakterielle spritservietter til rådighed til desinfektion af overflader og udstyr. Vi opfordrer til, at du på alle vores motionshold medbringer din egen trænings- og yogamåtte og møder op omklædt til undervisningen i det omfang, det er muligt.

Særligt for musikundervisning og sang

På vores musik- og sammenspilshold opfordrer vi til, at du vasker hænder/afspritter dine hænder før og efter brug af instrumenter. Vi stiller også antibakterielle spritservietter til rådighed til desinfektion af udstyr – dog henstiller vi til at begrænse brugen af disse for at skåne instrumenterne mest muligt. Medbring gerne eget instrument/computer, hvor det er muligt.

Der kan gælde yderligere, specifikke retningslinjer for enkelte hold og fagområder. Når du tilmelder dig en aktivitet, vil du blive kontaktet direkte, hvis der er yderligere informationer om forholdsregler.

Har du spørgsmål?

Har du spørgsmål vedrørende retningslinjerne, er du velkommen til at kontakte os på adm@fofkbh.dk eller tlf. 4596 0100 mandag-fredag kl. 10-15.

Læs mere om COVID-19 og de seneste oplysninger fra myndighederne her: coronasmitte.dk

Vi glæder os rigtig meget til at se alle vores deltagere og undervisere igen.