Skip to content

Glæd dig til forårets kurser, foredrag og ture! Vi lægger løbende nye hold på hjemmesiden, og hele programmet er online 13. december.

Fahads Forsamlingshus hos FOF København - hvem må spille hvem

Hvem må spille hvem?

Hvem må spille hvem?

Debat om repræsentation, appropriation og skuespil i dansk tv, film og medier. FOF København byder velkommen til Fahads Forsamlingshus under Copenhagen Pride 2022. Arrangementet er lavet i partnerskab med Sabaah og Husets Teater.

Scenekunsten har tradition for at skubbe de grænser, vi kender fra hverdagen, men hvordan hænger det sammen med den globale politiske samtale om lighed og repræsentation?

Velkommen til en debat om kulturel appropriation og repræsentation i tv, film og medier. Vi sætter spot på spørgsmålet om retten og evnen til at spille roller, der repræsenterer en social position, der er meget anderledes end skuespillerens egen. Må – og kan – en hvid cismand f.eks. spille en sort transkvinde? Sammen med repræsentanter fra den danske scenekunstbranche nærmer vi os og nuancerer det evindelige spørgsmål: Hvem må spille hvem?

I forsamlingshuset er din mening vigtig – debatten er åben, og mikrofonen er også din. 

Om talerne

Jakob Steen Olsen er cand.mag. i dramaturgi og medievidenskab. Han er mangeårig teateranmelder og teaterredaktør på Berlingske Tidende og er desuden forfatter til flere bøger om film- og teaterverdenen.

Sandra Yi Sencindiver er en koreansk-amerikansk-dansk skuespiller, instruktør og manusforfatter. Hun er kunstnerisk leder af danskdansk, som har skabt forestillinger siden 2011 bl.a. »Ikke uden min mor«, »Forført« og »Queens«, der blev præmieret af Statens Kunstfond i 2020. Som skuespiller har hun medvirket i »Broen«, »The Wheel of Time« og i 2023 kan hun ses i »Foundation« sæson 2 på Apple TV+.

Sargun Oshana er uddannet skuespiller og instruktør og tiltrådte i 2021 som direktør på Teater Grob. I den forbindelse udtalte han: »Jeg drømmer om at skabe et teater, som er inkluderende og åbner op for de mange publikumsgrupper, der findes – at man er velkommen på tværs af alder, køn, seksualitet og etnicitet«.

Moeisha A. Aden er en dansk-somalisk performer, foredragsholder, aktivist og forfatter til teaterstykket »I’m also Somalia« og monologerne »Brunch, Blowjob, Berlingske«, »Transmonolog« og »Dit blik, Mit syn«.

Arrangementet er lavet i partnerskab med Husets Teater og Sabaah.

Fahads Forsamlingshus afholdes på Husets Teater     Fahads Forsamlingshus samarbejder med Sabaah

FOREDRAG OG DEBAT

Se alle aktuelle foredrag