Kunstnermyten er vokset uløseligt sammen med fortællingen om det gale geni, men hvor opstod koblingen?
I dette foredrag skal vi kigge nærmere på, hvordan den spanske maler Francisco Goya gjorde brug af alkymistiske forestillinger fra middelalderen til at skabe mytologien om ”den gale kunstner”.
Goyas ”sorte malerier” er et drastisk nybrud i kunsten, og de gøres ikke mindre spektakulære af, at de blev malet på væggene i hans hjem. Døv og isoleret skabte den tidligere hofmaler en kunstnerisk verden af forvrængede dæmoner og kaglende hekse i de sidste år af sit liv.