Skip to content
Martin Herbst holder foredrag hos FOF København

En dramatisk rejse til Moon-bevægelsens indre

En dramatisk rejse til Moon-bevægelsens indre

Hvorfor valgte han som ung gymnasieelev at ofre familie, venner, uddannelse og en lovende sportskarriere for at gå helhjertet ind i Moon-bevægelsen? Hvorfor arbejdede han i døgndrift med pengeindsamling og hvervning af nye medlemmer, og hvorfor blev han ved i næsten 20 år? Hvorfor blev han gift med en tilfældig udvalgt kvinde ved et bunkebryllup i Korea, og hvorfor bortadopterede de deres førstefødte søn til et barnløst par i bevægelsen? Og hvorfor besluttede han til sidst at bryde med alt det, han havde levet og åndet for?

Foredrag med Martin Herbst om Moon-bevægelsen Foredrag med Martin Herbst om Moon-bevægelsen
Privatfoto. Billede 1: Forside fra Moon-bevægelsens magasin »Nyt Håb«, hvor Martin er portrætteret, mens han sælger magasinet. Billede 2: Martin og hans kommende kone lige efter matching.

Kom helt ind under huden i Moon-bevægelsen, når forfatter og teolog Martin Herbst giver et sjældent indblik i hans egen tid i Moon. Hans historie er en hyldest til livet og historien om et menneske, der måtte ud på en lang omvej i tilværelsen for at finde det liv, han ville leve. 

Du hører om Moon-bevægelsen, som er grundlagt i 1954 af den kontroversielle leder Sun Myung Moon, og du kommer ind bag mystikken i en ellers lukket verden. Vi dykker ned i, hvad en sekt er, hvad det vil sige at være i en sekt og sekter som et stigende og akut samfundsproblem. Samtidig vil Martin Herbst også fortælle, hvordan han kom videre uden bitterhed, da hele hans verden styrtede i grus, og hvordan han arbejde med ikke at føle sig som offer, da han indså, at han var blevet bedraget.

Foredrag med Martin Herbst om Moon-bevægelsen
Privatfoto. Martin fotograferet med sin kone lige efter vielsen til et bunkebryllup med en masse andre vielser.

Foredraget er en livsbekræftende fortælling om at vende om i sit liv og tage tyren ved hornene, så man kan føle sig lykkelig, livsglad og taknemmelig. Martin Herbst udgav i marts 2023 bogen »Mit livs omvej – en dramatisk rejse til Moon-bevægelsens indre« (Lindhardt og Ringhof). I den anledning var Martin også gæst i radioprogrammet »Genstart« på DR. Hør det gratis som podcast her: Manden fra Moon.

FOREDRAG OG DEBAT

Se alle aktuelle foredrag