Skip to content

Glæd dig til forårets kurser, foredrag og ture! Vi lægger løbende nye hold på hjemmesiden, og hele programmet er online 13. december.

Kom til debatmøde på byens lys hos FOF København

Tænd eller sluk? Debatmøde om byens lys

LIVESTREAMES – Tilmeld dig på Facebook-begivenheden

Hvad betyder byens lys for handelslivet, kulturlivet og fællesskaberne uden for hjemmets fire vægge? FOF København inviterer til gratis debatmøde, hvor fire markante fagpersoner – med tv-vært og arkitekt Ane Cortzen som moderator – vil debattere alt det, udendørsbelysningen kan i en storby som København.

Vi vil bl.a. debattere, hvordan lyset er med til at forme Københavns gader, pladser og byrum. Vi vil vende, hvilke muligheder og udfordringer samspillet mellem lys og mørke giver. Og vi vil tale om, hvilken værdi det har økonomisk og i bredere forstand, når vi udsmykker København med lys, f.eks. til højtider og under Copenhagen Light Festival hvert år i februar.

Til debatten kommer vi naturligvis ikke uden om den aktuelle energikrise. Myndighedernes melding for vinteren 2022/23 er bl.a., at unødvendig udebelysning skal slukkes. Men hvad er fornuft, følelser og fakta i den del af debatten? Er det egentlig energimæssigt klogest at holde folk væk fra Københavns gader? Skal vi tænde, slukke – eller blot tænke os om og se begrænsningen som en gave?

FOF København er meget glade for at have fået mulighed for at holde debatmødet i Louis Poulsens smukke showroom på Holmen i København. Den danske belysningsvirksomhed Louis Poulsen er grundlagt i 1874 og er rodfæstet i den skandinaviske designtradition. Derfor er det også det perfekte sted at få belyst aftenens emner, når du sætter dig til rette omgivet af ikoniske danske designklassikere.

Det er gratis at deltage, men du skal huske at tilmelde dig. Vær opmærksom på, at der er et begrænset antal pladser.

Panel

  • Jesper Kongshaug, lysdesigner, Tivoli samt formand for Copenhagen Light Festival
  • Lars Ramme Nielsen, markedschef, Dansk Erhverv
  • Thomas Simone Maare, projektleder i Københavns Kommune og prisvindende belysningsekspert
  • Øivind Slaatto, medlem af Statens Kunstfonds Legatudvalg for design og kunsthåndværk

Moderator

  • Ane Cortzen, tv-vært og arkitekt

Samarbejdspartner

Logo for Louis Poulsen

FOREDRAG OG DEBAT

Se alle aktuelle foredrag