Spil fantasien løs og få en sjov og lærerig oplevelse sammen med andre børn og unge.
Elsker du at være kreativ og eksperimentere med farver og former? Så er collager noget for dig. At lave collager er frit, farverigt, sjovt og nemt at gå til. Vi skal fordybe os i en verden af flotte billeder, fotografier og tegninger, som får nyt liv i unikke collager.
Vi lader os inspirere af forskellige temaer såsom naturen og storbyen, og vi afprøver forskellige måder at bygge collager op. Vi skal eksperimentere på livet løs, for der er aldrig en facitliste, når man laver collager.
Kom med på collagehold og udfold dine kreative evner, og måske får du også nye jævnaldrende venner. Holdet er både for drenge og piger, og alle kan være med uanset niveau – det vigtigste er, at du har lyst til at være kreativ.
Gamle blade, bøger, landkort, foto, postkort m.m. til udklip eller hvad du ligger inde med. Papir i forskellige størrelser hvor udklip kan monteres på. Derudover saks, lim, akvarel, farveblyanter, bøtte (til vand), pensel, skitsepapir og blyant.
Materialer skal selv medbringes. Husk tøj der tåler at blive snavset. Tilmelding skal ske med barnets navn, og kurset er for børn uden voksne.