Skip to content
Graffiti-tegning med underviser Nilas Dumstrei

Graffiti-skitser og tegning fra 9-11 år

Er du vild med graffiti?

På dette kursus lærer du at udvikle på din egen stil, mens du får nogle saftige graffiti-tegninger i din sketchbook. Vi skal arbejde med forskellige teknikker og stilarter; herunder tags, pieces, characters, throw ups og murals – alt sammen på papir. Du får gang i dine ideer og får inspiration fra underviseren og de andre deltagere, og du bliver godt forberedt og klar til at male på byens legale mure og steder.

Underviseren vil guide dig i at tegne alle de klassiske stilarter fra wildstyle, bubbles, Blocks og Pichação til de mere horror og obskure tilgange, som ikke engang har et navn. Det kan hjælpe dig til at definere dine egne favoritbogstaver og udtryk.

Du bliver også introduceret for en række simple teknikker, som vil hjælpe dig med at komme i gang med at male dine egne pieces. Vi skal arbejde med tre dimensioner, farver, skygger, highlights, shady baggrund og alle de ting som får dit piece til at hoppe op fra papiret.

Det betyder ikke noget, om du er helt nybegynder og bare har appetit på at tegne, eller du er erfaren tegner, som mangler ny inspiration. Selvom du ikke er ekspert, skal du ikke bekymre dig, da vores underviser vil vejlede dig gennem hele processen. Alle er som sagt velkomne til at deltage i workshoppen – det vigtigste er, at du er vild med graffiti!

En del af kursusgebyret går til indkøb af bl.a. posca-tusher og reklametuscher. Det er toplækre tuscher, og rigtig mange graffitikunstneres favoritter, når det kommer til at tegne. De er gode til klare farver og stærke kontraster, og så holder de i lang tid. Efter kurset fordeler vi tuscherne ud til alle, så I kan fortsætte med at skitsere videre derhjemme. 

Medbring

Penalhus med blyanter, blyantspidser, hviskelæder, lineal og evt. en sketchbook-/notesblok.

Værd at vide

Til rådighed på kurset: tegnepapir, posca-tuscher, reklame/sketch-tuscher + diverse tegneredskaber. Ved tilmelding til børnehold, skal du tilmelde dig i barnets navn og med dit barns personnummer.

Information

Kalender

Dato Tid Sted Navn
1 Onsdag 03.04.2024 15:30-17:30 Vesterbro Kulturhus Nilas Dumstrei
2 Onsdag 10.04.2024 15:30-17:30 Vesterbro Kulturhus Nilas Dumstrei
3 Onsdag 17.04.2024 15:30-17:30 Vesterbro Kulturhus Nilas Dumstrei
Se alle Se færre
Underviser

Nilas Dumstrei

Uddannelse: Jeg er uddannet billedkunstner fra Det Fynske Kunstakademi, og jeg har en overbygning i pædagogik og kreative læringsprocesser fra Danmarks Pædagogiske Universitet.

Andre faglige kvalifikationer: Jeg har altid haft en stor interesse for at tegne og skitsere. I mit virke har det været et vigtigt værktøj til idéudvikling og for det æstetiske udtryk i mine kunstneriske projekter. Jeg har en bred erfaring med teknisk- og klassisk tegning og har derudover erfaring i anatomi, figurdesign og tegneserietegning. Jeg lægger stor vægt på, at min undervisning er vedkommende for mine elever, og jeg gør komplekse udfordringer nemme med sjove øvelser og lege.

Undervisningserfaring: Jeg har flere års erfaring med at undervise elever i alderen 10-14 år. Jeg underviser bl.a. i billedkunst i folkeskolen og med organisationen Live Art Denmark. Jeg holder af at føre eleverne fra det umulige til det mulige og se forandringen, der følger med. Jeg nyder at videregive min egen passion.