Skip to content

Glæd dig til forårets kurser, foredrag og ture! Vi lægger løbende nye hold på hjemmesiden, og hele programmet er online 13. december.

Løgn, digt og sandhed – skriveworkshop hos FOF København

Løgn, digt og sandhed

Løgn, digt og sandhed

– en skriveworkshop over fem mandage aftener i foråret

Hvad må man skrive om sig selv og familien? Og skal det hele være sandt? Hvad betyder sandhedsbegrebet for en historiker? Må en romanforfatter opfinde alt muligt om en historisk person? Kan en krimiforfatter slippe af sted med hvad som helst? Og hvordan bruger en manuskriptforfatter fiktive virkemidler til at fortælle en sand historie?

I denne workshop sætter seks forskellige forfattere spillereglerne.

1. Det selvbiografiske

Helle Merete Brix og Helle Højland

Hvad må man skrive om sig selv og sin familie? Kan man digte i en selvbiografi? Hvilke dele af ens liv er det frugtbart at skrive om? Og har man altid retten til sin historie? Helle Merete Brix er journalist og forfatter og tidligere litteraturanmelder ved Weekendavisen. Hun har udgivet både fag- og skønlitteratur og i den selvbiografiske genre. Helle Højland er romanforfatter og har også arbejdet med fortællinger til lyd og film. Både Brix og Højland er mangeårige undervisere på FOF Københavns skrivekurser.

2. Historiske bøger og film – løgn og sandhed

Historiker René Karpantschof. Vært Helle Merete Brix.

Den fortællende faglitteratur er en genre i vækst. Men hvor går grænsen mellem digt og fakta for en sproglig kreativ faglitterær? Hvad kan man tillade sig i historiske film og bøger? Hvordan går man fra kaos og kildeindsamling til færdig bog? René Karpantschof er historiker og forfatter og har turneret Danmark rundt med sin anmelderroste bog »De stridbare danskere. Efter enevælden og før demokratiet 1848-1920« (2019). Han skriver lige nu på en opfølger om mellemkrigstiden.

3. Exo-fiktion

Forfatter Lotte Kaa Andersen. Vært Helle Højland.

Hvordan sætter man sig bedst ind i en virkelig person, der har levet i en anden tid end en selv? Hvor tro skal man være over for de historiske kilder og begivenheder? Og hvad er baggrunden for med denne roman at skifte genremæssig boldgade? Lotte Kaa Andersen debuterede som forfatter i 2015 med den anmelderroste »Hambros Allé 7-9-13«. I sin seneste roman »Den inderste kerne«, skriver hun om Danmarks ukendte verdensstjerne, matematikeren og jordskælvseksperten Inge Lehmann (1888-1993).

4. I gruens verden

Forfatter Julie Hastrup. Vært Helle Højland.

Hvordan finder man på nye og spændende plot, når man arbejder i et serieformat. Hvor virkeligt skal plottet i en krimi være? Og er det sandt, at enhver krimiforfatter har en retsmediciner blandt sine venner? Julie Hastrup er uddannet journalist og lever i dag af sit forfatterskab – og den populære krimiserie om den danske drabsefterforsker Rebekka Holm. Lige nu tæller serien ni bøger og er oversat til flere sprog.

5. Scandinavian Star

Manuskriptforfatter Nikolaj Scherfig. Vært Helle Merete Brix.

Tv-serien »Scandinavian Star« er en prisbelønnet dokumentar om den uopklarede mordbrand på færgen mellem Oslo og Frederikshavn i 1990. Branden kostede 159 mennesker livet. Hvordan fortæller man som manuskriptforfatter en sand historie med fiktive virkemidler? Og hvordan udvikler man en idé, så den bliver til et færdigt manuskript? Nikolaj Scherfig er dramatiker og forfatter. Han står bag en lang række roste dokumentarer, spillefilm og serier, herunder »Den anden verden«, »Rejseholdet«, »Broen« og »Scandinavian Star«.

KOMMUNIKATION OG SKRIVEKURSER

Se alle aktuelle kurser