Skip to content
Genbrugsstrik – kreative kurser hos FOF København

Genbrugsstrik

Genbrugsstrik

Hvad med at trevle en gammel trøje op og strikke en ny trøje af den? Måske beholder du kroppen på den gamle trøje, men laver nye ærmer til den? Det kan også være, du vil strikke et lille gulvtæppe af hjemmelavet stofgarn, strikke multifarvede gardiner, en scrunchie, håndklæder, en gymnastiktaske eller forvandle et par uldnøgler til luffer?

Lyder det sjovt? Det er det også! Her kan du få råd og vejledning til at designe dit selvvalgte projekt med genbrugsstrik. Underviseren tager nogle gamle opskrifter med, hvor du måske kan finde et smukt hulmønster eller et to-farvet mønster, som du vil bruge i dit projekt. Hvis hulmønstre og fair isle virker kompliceret, kan du sætte din energi ind på farvekombinationer. Og man kan komme meget langt med et kendskab til ret- og vrang-masker og en nysgerrighed over for teksturer og farvevalg! Du justerer selv sværhedsgraden, men det er dog en forudsætning, at du kan strikke i forvejen, for at deltage på holdet.

Du bliver vejledt til, hvor du finder genbrugsgarn, og hvordan du kender kvaliteterne fra hinanden. Du skal være indstillet på at bruge noget tid mellem kursusgangene på at tage i genbrugsbutikker eller på anden vis opstøve genbrugsmaterialerne, som vi skal fremstille vores strik af.

Vi kommer til at arbejde med strikkeprøver og lærer det basale om beregninger til dit strikkeprojekt. Du vil få en introduktion til Lærke Baggers måde at strikke med restegarn samt til splitsplejsning, madrassting og sammensyning ret mod ret.

Andre relevante teknikker, vi kan tage op, hvis I på holdet ønsker det, er maskesting på lukket eller åbent arbejde, elastisk opslagning, italiensk aflukning, fair isle, hvordan man laver stofgarn, forskellige variationer over rib, og hvordan man retter garn ud.

Hver kursusgang holder underviseren et lille oplæg, og det er selvfølgelig tilladt at strikke imens! Første gang går med, at vi alle laver egen strikkepose til strikketøj og pinde, og du får en god metode til at strikke med restegarn. Allerede anden gang vi mødes, skal du i gang med dit eget projekt. Underviseren har nogle idéer med som inspiration, men du kan også vælge helt selv.

Ambitionen med kurset er, at det skal være sjovt og uden for mange regler! Vi laver kun udregninger til vores strikkeprojekter i det omfang, det er absolut nødvendigt. Når man strikker af genbrugsgarn er der plads til at eksperimentere og begå fejl, fordi det er et meget billigt materialevalg. Det vil være oplagt at strikke på tykke pinde, da det også gør processen hurtigere, mere legende og inviterer til at eksperimentere.