Tag din blok og dit foretrukne tegne-/male-/grafikgrej under armen og kom med ud i byen og foråret!
Vi finder sjove, levende motiver i parker, på cafeer, gader og museer afhængigt af vejret. Inspirationen kan komme fra mennesker i bevægelse, værker på museer, bygninger, planter og strukturer og meget andet. Derefter gennemgår vi ”høsten” sammen.
Vi mødes hver gang i vores lokaler ved Nørreport og bevæger os derfra ud i byens vrimlende motivverden. Undervisningen tilrettelægges efter deltagernes ønsker, så du kan være med uanset dit tegne-niveau og dine medbragte materialer
Du kan få vejledning i flg. materialer: tegning (blyant, kridt, tusch, farvekridt/-blyant), maleri (akvarel/gouache) og grafik (træsnit/linoleumssnit – vi har adgang til højtrykspresse). Husk masser af papir, uanset hvilken teknik du arbejder med!
Du må påregne evt. entré til museer og lignende.