De fleste har prøvet at male med olie eller akvarel, men hvor mange har prøvet at male med avocadosten, brændenælder eller valnød?
Det siges, at soldaterne under den amerikanske borgerkrig anvendte bærrene fra polka-busken (også kaldet efterårshindbær eller kermesbær) til at skrive breve hjem til deres elskede, men et væld af andre planter og blomster, der findes i naturen året rundt, kan anvendes til fremstilling af spændende farver, der kan bruges til at skabe flotte tegninger og malerier med.
På dette kursus får du en indføring i, hvad det vil sige at arbejde kreativt med naturens egne materialer. Du lærer simple metoder til fremstilling af botanisk blæk, hvordan man udvinder, destillerer og opbevarer blækfarver, og du bliver klædt på til at kunne eksperimentere videre derhjemme.
Vi taler både om, hvad det gør ved dit kunstneriske udtryk at arbejde med naturens materialer, og om hvilken kunsttradition og -historie, der ligger i forlængelse heraf – kort sagt hvilke betydningsmæssige lag, du tilfører dit billede, når du vælger at "male med naturen".
Du får en indføring i metoder til farveudvinding, som du vil kunne arbejde videre med derhjemme. Vi vil komme ind på forskellen i farvefremstillingen af vandfarver og mineralfarver, så du selv kan eksperimentere videre med de mere komplekse farve-fremstillingsmetoder, hvor det kan tage op til flere døgn at fremstille farven.
Du kan medbringe blomster eller planter, du selv har valgt, men du får også ca. 14 dage inden kurset tilsendt en liste over egnede planter, du bør medbringe. Herudover vil der være fælles materialer tilgængelige på kurset til fremstilling af 2-3 blæktyper, der er relativt lette at arbejde med og som burde kunne give dig et "sikkert" farveresultat.