Udgangspunktet for kursets tegninger er kendte malerier og arketyper fra kunsthistorien. Vi tegner croquis, hvor modellen står, ligger eller sidder i positioner og med outfits, der mimer kendte motiver (tableau vivant). De to undervisere skiftes til at være hhv. underviser og model iført diverse kostumer.
Formiddagene er med model og hen på eftermiddagen arbejder vi i dybden med et motiv, der er tegnet, skitseret, fotograferet, memoreret fra om formiddagen.
Du kan vælge at arbejde med blyant, kul, pastel osv., og du bliver vejledt i forhold til de enkelte tegninger. Undervejs vil vi tale om tekniske greb som f.eks. lys/skygge og komposition.
Kurset henvender sig til alle – begyndere som øvede – fordi croquis er en disciplin, der er god træning uanset niveau.
Begge undervisere er billedkunstnere og er vant til at arbejde performativt og stille sig op i kunstfærdige positioner.