Uanset om du tegner til perfektion eller ikke har tegnet siden du var barn, kan du udfordre og udvikle dine tegnefærdigheder.
Lyntegning er en kunstnerisk teknik, hvor man har et begrænset tidsrum til at skabe en tegning. Fordelen ved denne tegnemetode, er at man tvinges til at tænke hurtigt (eller tænke mindre), stole på sin intuition og tegne “det man ser”, fremfor “det man tror man ser.”
På dette kursus vil du tegne hurtigt og intuitivt med blyant, kul og kridt på papir. Igennem simple registreringsøvelser og spontane skitseteknikker vil du lære at tegne uden at tænke for meget. Vi vil arbejde med konkrete motiver, forskellige opstillinger, tegne med lukkede øjne og udforske abstrakte og figurative tegnemetoder.
Kurset er en sjov og umiddelbar introduktion til tegning, hvor alle kan være med. Du vil komme ud over frygten for at tegne og lære at nyde processen såvel som resultatet.