Vi læser litteratur, der kredser om køn, sociale klasser, etnicitet og identitet. Underviseren medbringer nye tekstuddrag fra uge til uge fra romaner, noveller, essays eller digte – som læses højt i fællesskab. Har man ikke lyst til at læse højt, lytter man selvfølgelig bare med.
Efter læsning taler vi om, hvad I har lagt mærke til? Hvordan er karaktererne? Hvad fik teksten jer til at føle? Man behøver derfor ingen forhåndsforståelse for at være en del af læsegruppen. Samtalerne drives i høj grad af deltagernes engagement og livserfaring, og underviserens åbnende spørgsmål.
I den feministiske læsegruppe, som er for både mænd og kvinder med interesse for emnet, kommer du bl.a. til at læse uddrag af den iranske roman »Kvinder uden mænd« af Shahrnūsh Pārsīpūr, dele af Jonas Eikas novellesamling »Efter Solen«, Niviaq Korneliussens nye og prisbelønnede roman »Blomsterdalen« samt Birgitte Possings kulturhistoriske bog »Argumenter imod kvinder« m.fl.
Der er ingen lektier for, og du skal derfor bare møde op.
Læsegruppen vil gøre dig godt bekendt med en litteratur, som grænseløst og modigt kaster sig over alle typer af tabuer, og forhåbentligt vil du føler dig beriget af litteraturens nærvær og læsegruppens fællesskab.