Science fiction er på fremfærd i dansk litteratur, og mange etablerede og nye forfattere præsenterer i disse år interessante bud på genren. Olga Ravn skriver om arbejdsmiljøet blandt mennesker og menneskelignende skabninger ombord på et rumskib; Jonas Eika skriver om begærsøkonomi og ømhed; Ida Marie Hede forvrænger og udstiller forestillinger om det normale; Theis Ørntoft lader jeget og kloden falde og Lars Skinnebach ophæver logikkerne og betragter en ødelagt verden fra et sted ude i fremtiden.
På kurset vil vi se nærmere på opblomstringen og aktualiseringen af science fiction-genren i 10'erne. Vi vil blandt andet undersøge genrens potentiale som en slags realisme i en verden med klimakrise, finanskrise, pandemier og kunstig intelligens; en realisme, der på paradoksal vis har sit afsæt i en ikke virkelig virkelighed, og som i kraft af dette paradoks kan vise os det, vi ikke ser, fordi vi står midt i det.
1. Introduktion til genre, teori og de seks værker
2. »De ansatte« af Olga Ravn
3. »År 9 efter loopet« af Peter Adolphsen
4. »Solar« af Theis Ørntoft
5. »Efter solen« af Jonas Eika
6. »Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer« af Ida Marie Hede
7. »Teotwawki« af Lars Skinnebach