Skip to content
Forstå mikrobiologi – kursus hos FOF København

Forstå mikrobiologi

Forstå mikrobiologi

Uden mikroorganismer ingen øl! Og det kan jo være nok så alvorligt, men uden mikroalgen prochlorococcus ville vi også skulle undvære 5 % af ilten i vores atmosfære. Antibiotika er et af vores stærkeste våben imod infektioner i moderne medicin, men opdagelsen blev fundet ved en tilfældighed gennem interaktionen mellem to mikroorganismer. Måske du også har undret dig over, at det i dag er muligt at vaske tøj ved 20 eller 30 grader, hvilket ikke var tilfældet for 20 år siden?

Ja, mikroorganismer påvirker vores dagligdag, men grundet deres størrelse kan det være svært at se hvordan. På dette kursus finder vi luppen frem, så du får basal viden om mikrobiologi, og om hvordan vi mennesker interagerer med mikroorganismer på godt og ondt, og hvor afhængige vi er af dem.

Vi kommer ind på spørgsmål som f.eks. hvad mikroorganismer er, hvordan de fungerer, hvorfor de er vigtige for vores natur og miljø, hvordan mikroorganismer påvirker os negativt i sygdom, men samtidig hvad vi kan bruge mikroorganismer til i vores samfund gennem enzymer, fødevarer og medicin.

Vi ser på, hvordan både danske og internationale firmaer bruger mikroorganismer, og hvad genmodificerede organismer (gmo’er) er. Den danske biovidenskabsvirksomhed Chr. Hansen sælger mikroorganismer (for nørderne: bacillus-arter), der udfylder den samme rolle som pesticiderne, der bruges i landbruget med konsekvens både for vores sundhed og for økosystemerne. Danske Novozymes arbejder ofte med enzymer opdaget i mikroorganismer til brug i industrien såvel som vores hjem.

Kom og bliv klogere på mikrobiologi!

SAMFUND, KULTUR OG NATURFAG

Se alle aktuelle kurser