Skip to content
Vinsmagning hos FOF København

Blanc de blancs-champagne

Blanc de blancs-champagne

Mange har efterhånden erfaret, at champagne ikke bare er noget, man drikker, når der er noget, der skal fejres… Rigtig champagne er rent faktisk også noget, der kan – og bør! – smages seriøst på, og som både er en nydelse og rummer mindst lige så mange forskelligheder og facetter som verdens topvine.

Champagne laves som hovedregel på en blanding af de tre druer pinot noir, pinot meunier og chardonnay, hvoraf de to første er røde, mens den sidste er hvid. Selv om chardonnay-druen med kun 29 % er den mindst beplantede af de tre i Champagne, er det som regel den, man laver enkelt-drue-champagne af – blanc de blancs – eller på dansk ”hvid på hvide”, underforstået en hvid champagne udelukkende på hvide druer (hvid champagne på røde druer fås ved at fjerne drueskindet hurtigt ved presningen).

Selv om champagnen med boblerne blev opfundet i midten af 1600-tallet, kom den første rene blanc de blancs-champagne ikke på markedet før i begyndelsen af 1900-tallet, og den hed Salon. Fra 1950’erne med Taittingers prestige-cuvée Comtes de Champagne begyndte flere navne og mærker at komme til, og i dag har mange huse en blanc de blancs i deres sortiment. Ikke alle steder i distriktet Champagne er dog lige velegnede til chardonnay-druer. Som hovedregel laves de bedste blancs de blancs-champagner i området Côte de Blancs lige syd for Épernay, og det er da også herfra hovedparten af smagningens champagner kommer. Områdets kendte grand cru-byer (den højeste klassifikation) er blandt andre Chouilly, Cramant, Avize og Le Mesnil-sur-Oger.

Ved denne smagning af seks forskellige blanc de blancs-champagner sætter vi fokus på typen, forskellighederne mellem producenterne og områderne samt kombinationen af mad og champagne.

Ud over smagning og gennemgang af blanc de blancs-champagnerne fortælles der om champagne-vinenes spændende historie frem til vor tids aktuelle trends.