Skip to content

Vertikal smagning af Ch. Larcis Ducasse 1. Grand Cru Classé Saint-Emilion

Vertikal smagning af Ch. Larcis Ducasse 1. Grand Cru Classé Saint-Emilion

– seks årgange 2000-2018

Det bliver sværere og sværere for vores vinforedragsholder Jesper Hedegaard at finde vine til et af hans yndlingstemaer: de vertikale smagninger, hvor man smager det samme slot i forskellige årgange – fra de helt unge til de mere modne. Når det så ovenikøbet denne gang er lykkedes at finde og indkøbe et af Saint-Emilions bedste slotte i årgange, der spænder fra den senest frigivne årgang 2018 til den modne, klassiske årgang 2000, burde der være lagt op til en stor smagning.

Château Larcis Ducasse er ikke lige så berømt som f.eks. Cheval Blanc, Ausone og Figeac i Saint-Emilion, men det har på få år formået at gå stærkt frem i kvalitet, hvilket blev belønnet i 2012, da Saint-Emilion-klassifikationen blev revideret, og Larcis Ducasse rykkede fra kategorien Grand Cru Classé til 1. Grand Cru Classé.

“This is one of the fastest-rising estates, really delivering exciting wines with something to say” (Jane Anson, Decanter Bordeaux-ekspert).

Faktisk lavede slottet forholdsvis jævn vin før 2000, men på kort tid lykkedes det at komme i betragtning til en oprykning til 1. Grand Cru Classé, hvilket altså skete i 2012, og slottet har bestemt ikke hvilet på laurbærrene siden. Og når der næste år skal ske en revurdering, er Larcis Ducasse ikke i fare for at rykke ned med de årgange, som de har lavet de seneste 15 år.

Slottet har været i samme families eje siden 1893, men fra 2002 blev der hyret dygtige folk ind til at hjælpe familien med at hæve kvaliteten, bl.a. den berømte vineyard manager Stéphane Derenoncourt og den berømte winemaker Nicolas Thienpont.

Slottet har 11,3 ha. vinmarker beplantet med 83 % merlot og 17 % cabernet franc, og nabo-slottene har også blåt blod, og tæller bl.a. Pavie, La Gaffelière, Canon-la-Gaffelière, Troplong-Mondot og Pavie Macquin – finere bliver det næppe. Produktionen er knap 50.000 flasker.

Vi skal smage følgende årgange (ret til ændringer forbeholdes):

  • 2018 – nyeste årgang, der bliver vurderet endnu højere efter aftapning. Galloni: 97, Neal Martin 95, Wine Cellar Insider: 98, Wine Advocate: 96 
  • 2017 – fra starten et ry som en vanskelig årgang, men får høje points. Galloni: 96, Neal Martin 91-93, Wine Cellar Insider: 94, Wine Advocate: 95 
  • 2016 – den store klassiske årgang i gammeldags Bordeaux-stil med et tvist: Galloni: 97, Neal Martin 94, Wine Cellar Insider: 97, Wine Advocate: 96 
  • 2015 – varmere og med mere alkohol end 2003, mere sveskeagtig. Galloni: 97, Neal Martin 95, Wine Cellar Insider: 97, Wine Advocate: 95 
  • 2009 – varmt år med bløde og ekstraherede tanniner. Galloni: 96, Neal Martin 96, Wine Cellar Insider: 97, Wine Advocate: 95 
  • 2000 – fra perioden lige før slottet begyndte at lave ”verdensklassevin” igen. Galloni: 89, Wine Advocate: 87

Vi benytter naturligvis chancen til at komme tæt på Saint-Emilion, og der fortælles om områdets og dets historie og i hvilken ”form” de bedste slotte er i dag, ligesom blikket rettes imod klassifikationen i 2022 – hvem kan forventes at rykke ned henholdsvis op etc.?

Glæd dig til en unik smagning af en af Saint-Emilions allerbedste vine i seks årgange.

Gode bordeaux-glas til eget brug medbringes.