Skip to content

Champagne 2008 – en legendarisk årgang

Champagne 2008 – en legendarisk årgang

Nu bliver det ikke meget bedre! I FOF København har vi de seneste mange år typisk afholdt 4-6 champagne-smagninger om året, fordi vores foredragsholder Jesper Hedegaard er en af landets mest kyndige champagne-eksperter, og fordi der har været stor efterspørgsel.

Der har formentlig ikke været én eneste af de afholdte champagne-smagninger, hvor årgang 2008 ikke har været omtalt som den største årgang i nyere tid i Champagne. Nogle eksperter siger, at det er den bedste årgang siden 1996, andre nævner 1988, men måske er sandheden i virkeligheden, at målt på hvor mange champagne-huse og -producenter, der har lavet stor ”vin” i 2008, så er denne årgang måske den allerstørste nogensinde – også fordi der er så mange champagne-huse og -bønder, der er blevet så meget bedre i ti-året forinden.

Selvom 2008 paradoksalt nok var et af de køligste, vådeste og mest solfattige år de seneste 20 år, så var varmen der alligevel, da den skulle, og regnen ødelagde ikke noget og holdt sig væk, når der var brug for det.

2008 er først og fremmest en årgang med en flot syre, der giver vinene en rankhed, friskhed, kraft, race, balance og struktur, der er enestående, og gør, at årgangen skiller sig ud, når man smager den sammen med andre årgange. Champagnerne er ”razor-sharp” og føles nærmest elektriske i munden.

En årgangs-champagne skal lagre minimum tre år på flaske, før den må frigives, men mange af de bedre huse lagrer deres champagner meget længere for at få ekstra smag og karakter fra kontakten med bundfaldet i flasken, så mens de første årgangs-champagner fra 2008 kom på markedet i 2014, så er f.eks. Krug 2008 først kommet på markedet i 2021.

Jesper Hedegaard mener, at det nu er tid til at prøvesmage en række af årgangens prestige-cuvéer ved en såkaldt horisontal smagning (forskellige champagner i samme årgang), og han har samlet i alt syv prestige-champagner fra såvel store huse som små bønder. Selv om der stadig er stof til mange års udvikling i de fleste 2008’ere, er der også nogle producenter, som efter 13 ås lagring er mere udviklede end andre. Og de er perfekte at drikke nu – især hvis man synes, at champagne stadig skal have noget syre og friskhed. I øvrigt kan mange af 2008’erne stadig købes.

Vi smager følgende champagner – alle i årgang 2008:

  • Dom Pérignon – Moêt et Chandons prestige-cuvée behøver næppe nærmere præsentation – bortset fra, at der stadig er mange, der ikke rigtig regner Dom Pérignon for ligeså god som f.eks. Cristal eller Krug. Men selv om produktionen er høj (5 mio. flasker om året ifølge rygterne) så ér Dom Pérignon en fantastisk champagne. En af de væsentligste grunde til den høje kvalitet er, at Moët ejer så mange af de bedste Grand Cru-marker i Champagne.
  • Moêt et Chandon – det største champagne-hus har lavet en fantastisk 2008’er, og kvaliteten på Moêt’s årgangs-champagner er væsentlig højere end deres basis-cuvée uden årgang, som man kender fra supermarkedet.
  • Guy Charlemagne ”Mésnillesime” Grand Cru Blanc de Blancs – en af de bedste producenter i den måske mest berømte by i Champagne Mesnil-sur-Oger.
  • Michel Arnould ”Mémoire des Vignes” Grand Cru Blanc de Noirs – 100 % pinot noir-champagne fra spændende producent i grand cru-byen Verzenay i den nordlige del af Montagne de Reims.
  • Paul Bara Special Club – Bara er en af de bedste og mest kendte producenter i den sammenslutning på 28 små kvalitetsproducenter, der hedder ”Special Club” og som har eksisteret siden 1971. Generelt holder disse champagner høj kvalitet, og de benytter en fælles, gammeldags, tyk flaske. Bara bor i grand cru-byen Bouzy, der især er kendt for høj-kvalitets pinot noir-druer.
  • Roger Brun ”Cuvée des Sires” – prestige-cuvée fra Philippe Brun i grand cru-byen Aÿ, der ligger i det sydlige Montagne de Reims tæt på Épernay. Philippe presser druer for mange producenter og sælger sine egne druer til flere af de bedste store huse som f.eks. Krug, Charles Heidsieck og Piper Heidsieck. Men måske beholder han i virkeligheden det bedste til sig selv?
  • Collard-Picard ”Dom Picard” Blanc de Blancs – den eneste af champagnerne, der ikke er en ren årgangs-udgave. Men selv om den ikke officielt har årgang, er den ifølge producenten reelt en årgang 2008, og smagt op imod senere årgange af samme champagne kan 2008 bare noget magisk i forhold til andre basisårgange.

Ud over at komme tæt på en af Champagnes allerstørste årgange fortælles der også om andre årgange helt frem til 2021, ligesom Champagne generelt og de bedste huse specifikt gennemgås.

Medbring 1-2 gode champagne-glas.

Ret til ændringer forbeholdes.