Skip to content
Vinsmagning hos FOF København

Pomerol

Pomerol

– et af Bordeaux’ mindste (men allerbedste) distrikter med ædle, fløjlsbløde rødvine

Ved Jesper Hedegaard

Vinene fra bordeaux-distriktet Pomerol er nogle af de mest efterspurgte i verden med berømte Petrus som den mest uopnåelige og en af verdens dyreste vine. Andre slotte, der ligger bare et ægte stenkast fra Petrus’ marker, kan dog lave næsten lige så god vin til kun en brøkdel af prisen.

Distriktet er et af de mindste i Bordeaux med kun 750 ha. og 180 "slotte" (snarere bondegårde!), og vinenes karakter er markant forskellig afhængig af beliggenheden. Ofte kan nogle få hundrede meter gøre en fascinerende forskel. Hertil kommer forskelle i fremstillingsmetoder, der naturligvis også spiller ind: Nogle bruger mange nye fade og laver moderne vine, mens andre laver mere traditionelle vine.

Alle de gode vine i Pomerol har dog noget dekadent, fløjlsagtigt trøffelpræg over sig og stor charme fra merlot-druens blødhed. Vi smager i alt 6 top-pomerol-vine i yngre såvel som ældre og modne, klassiske top-årgange.

Dette er en aften for kræsne bordeaux-elskere, der vil forkæle sig selv og vide mere om pomerol-distriktet, der som det eneste af de kendte bordeaux-områder slet ikke har en klassifikation! Hvilke slotte/vine/årgange, der er bedst, og hvorfor de er det… det prøver vi at finde ud af.

Vi skal smage

  • Trotanoy 2008: Ejet af Moueix-familien fra Petrus, legendarisk vin, der tidligere blev regnet som nr. 2 i Pomerol. I dag er konkurrencen hårdere, men klart blandt de 5-6 bedste vine i appellationen.
  • Latour-à-Pomerol 2016: Lavet af ejeren af Petrus Moueix – altid et af de bedste køb i stor pomerol. Her i den nyeste top-årgang.
  • Latour-à-Pomerol 1998: Her i moden top-årgang; en klassisk årgang for Pomerol.
  • Certan-de-May 2005: Første årgang tilbage i storform efter 15 år på lavere niveau. Den nærmer sig modenhed.
  • Gazin 2005: Nabo til Petrus, og blandt de 15 bedste pomerol-vine i de fleste årgange.
  • Bourgneuf 2015: Nabo til Ch. Trotanoy, men ejet af ”bondefamilie”, der laver gammeldags, ”bondsk” pomerol. Fantastisk til prisen og flot i 2015.

Ret til ændringer forbeholdes.

Pris inkl. vin. Medbring gode bordeaux-glas.