Skip to content
Vinsmagning hos FOF København

Store, modne bordeaux'er fra 80'erne

Store, modne bordeaux'er fra 80'erne

Årets – og årtiets! – sidste smagning i FOF Københavns Vinklub har igen modne vine som tema

Hvad er det, der er så fantastisk ved modne vine? Hvordan kan vin – et simpelt landbrugsprodukt – udvikle sig over 20-30 år eller mere og blive bedre og bedre, få fantastiske nuancer, kompleksitet, smagsrigdom og samtidig blive helt afrundet og balanceret i smagen? Få svarene og oplev magien, når en ung vin transformeres fra ung frugtsaft til moden og kompleks charme. Vi smager også en vin fra 1970!

Temaet modne vine har altid været et af de mest populære på vores vinforedragshold. Bl.a. fordi der her er mulighed for at få nogle unikke oplevelser ved at smage gamle vine, som det er vanskeligt for den enkelte selv at finde og købe, da man gerne skal være nogenlunde sikker på ikke at have købt ren eddike.

Store bordeaux-vine på det niveau, vi skal smage, er en slags tidsmaskine, hvor man kan lade tankerne vandre tilbage til, hvad man selv oplevede i sit eget liv, det år vinen blev til. Hvis man altså overhovedet var født!

Kom og nyd en stribe fuldmodne bordeaux-vine, de største gemmevine af alle

1980’erne var på mange måder et gyldent årti for Bordeaux med en hidtil uset række af topårgange. I den periode ændrede vinene karakter til en mere moderne stil, og de unge vine var umiddelbart mere drikkevenlige end tidligere. Den efterfølgende periode frem til nu har dog heldigvis vist, at de store bordeaux’er på Grand Cru Classé-niveau også er store vinoplevelser den dag i dag godt 30-35 år senere.

Vi smager følgende vine (ret til ændringer forbeholdes)

  • Ch. Lynch-Bages 1985, 5. Cru Pauillac – en legendarisk vin, kåret til ”Wine of the year” af Wine Spectator i 1988, og den holder stadig fantastisk her mere end 30 år senere
  • Ch. Haut-Batailley 1985, 5. Cru Pauillac – den ene, mindste og mindst kendte halvdel af Batailley-ejendommen i den velafbalancerede årgang 1985
  • Ch. Beychevelle 1986, 4. Cru St. Julien – i den klassiske og maskuline 1986-årgang leverer Beychevelle som altid en vin, der er langt over andre 4. Cru-slotte – klassisk bordeaux, der stadig kan holde mange år
  • Ch. Haut-Bages Averous 1986, 2. vin til Lynch-Bages – vi smager storebroren i 1985 og lillebroren i 1986 – men også en 2. vin kan holde mange år i en topårgang
  • Ch. Les Ormes de Pez 1986, Cru Bourgeois – ejet af samme familie som Lynch-Bages, som også på dette slot i nabokommunen laver flot vin med klassisk karakter og charme, der holder
  • Ch. Giscours 1970, 3. Cru Margaux – en af årgangens bedste vine i 1970’ernes bedste årgang nu tæt på 50 år gammel….!

Husk at medbringe gode bordeaux-glas.