Skip to content

Glæd dig til forårets kurser, foredrag og ture! Vi lægger løbende nye hold på hjemmesiden, og hele programmet er online 13. december.

Rundvisninger, byvandringer, Metro Cityringen, FOF København

Metro cityringen og M4 Nordhavn

Metro cityringen og M4 Nordhavn

Et af de mest storstilede anlægsarbejder i Danmark nogensinde er en realitet.

10 års arbejde, 31 km. tunneller, 17 nye stationer og 25 mia. kr. gør hele forskellen og har med et trylleslag forvandlet København til en international storby. Dét til trods ligner kongernes stad stadig sig selv, for en del af magien er netop, at byen med en metro 30 m. under jorden kan bevares, præcis som den var.

Udover at være den grønneste transportform næst efter cykling er den nye metro en ingeniørmæssig bedrift uden sidestykke og et arkitektonisk mesterværk.

Hver station rejser sig fra dybet som en underjordisk katedral med ovenlys, og hver station er klædt i farver og materialer, der modsvarer parker, pladser og historier fra de mange byrum ovenover.

På denne tur tager vi også forbi Orientkaj Metrostation og CIS, skønt dette område ligger på M4-linjen. Samtidig står vi af toget fire nye steder i forhold til tidligere ture: Rådhuspladsen ved det nyopstillede dragespringvand, Vibenshus Runddel nær katastrofebyggeriet Niels Bohr Institutet, Nørrebro ved den nye Mimers Plads og Kampsportens Hus, Frederiksberg ved CBS og den nye lommepark Bodil Kochs Have.

Kom med arkitekturguide Frederik Lindskov under jorden, og tag hele vejen rundt om byen.

Vi går op og udendørs på en stribe af de allersmukkeste stationer og binder metroanlæg og byrum sammen til en fortælling om et forvandlet København. Der er meget plads og luft i metro, station og trappeanlæg, og fortællingerne vil foldes ud i stationshaller og på pladser udendørs.

Værd at vide

Turen er ekskl. metrobillet.

Mødested: Under uret på Københavns Hovedbanegård

Slutsted: Frederiksberg Metrostation

RUNDVISNINGER OG TURE

Se alle aktuelle ture