Skip to content
gif med cykler der cykler forbi bygninger

Skyline København – på cykeltur med Frederik Lindskov

Skyline København – på cykeltur med Frederik Lindskov

Byen vokser, flere mennesker skal huses og stadig flere højhuse ser dagens lys. Men ødelægger den nye skyline den gamle by?

Vi tager med arkitekturguide Frederik Lindskov på cykeltur på tværs af byen på jagt efter byens højhuse. Vi kører forbi Postbyen, som snart rammer de 115 m med det højeste af de syv tårne. Vi ser på trioen SAS-hotellet, Axelborg og Axel Towers, hvor proportioner, historie og gadeplan synes at være tænkt med ind i højden. Vi runder Carlsbergbyen hvor Pasteurs Tårn snart bliver Danmarks højeste bolig med hele 120 meter. Vi cykler langs søerne og ser på Mærsktårnet, der med sine 75 m hverken er høj eller lav.

Turen sluttes af med et besøg i toppen af Nordbro ved Nørrebro Station. Her betragter vi byen godt 100 meter oppe og kan herfra tilføje såvel Grønttorvet og Domus Vista som Herlev Sygehus i det fjerne.

På cykeltur med Frederik Lindskov

København er en cykelby. Dagligt krydser flere cyklister end biler indre by og hele tiden opstår ny cykelinfrastruktur. På en række cykelture tager arkitekturguide Frederik Lindskov os med rundt i byen set fra cykelstyret. På cykel kan vi krydse bydele og se byen i større linjer.

Bemærk: Al færdsel er på eget ansvar.

Praktiske oplysninger

Varighed: ca. 2 timer afhængig af dagsformen og trafikken.

Distance: ca. 10 km.

Mødested: Christiansborg Slotsplads ved rytterstatuen af Frederik den 7.

Slutsted: Nordbro Tårnet (nær Nørrebro Station og Metro).

RUNDVISNINGER OG TURE

Se alle aktuelle ture