I foråret 2025 fejrer Bjørn Nørgaards gobeliner på Christiansborg 25 års jubilæum. De blev givet til Dronning Margrethe i forskudsgave i 1990 og siden opsat på slottet i forbindelse med Dronningens 60 års fødselsdag i år 2000.
De farvestrålende billedtæpper hænger i Riddersalen, der siden slottets opførelse i starten af 1900-tallet har dannet ramme om væsentlige begivenheder i Kongehuset. Her er bl.a. fejret stribevis af fødselsdage, regentjubilæer, statsmiddage, diplomatkure, gallamiddage og aftenselskaber.
I et moderne billedsprog fortæller vægtapeterne om danske konger og dronningers historie, bedrifter, triumfer og nederlag gennem mere end tusind år. De fortæller også om kunstens udvikling, fordi Bjørn Nørgaard i hver gobelin både i udtryk og i indhold refererer til kendte kunstværker fra den pågældende periode.
Sammen med en vidende guide går vi på opdagelse i de mange historiske og kulturhistoriske begivenheder, skjulte kunstcitater og andre finurligheder, der gemmer sig i de imponerende gobeliner.
Foto: Mikkel Groenlund.
Entré til Christiansborg Slot er inkl. i prisen.
Mødested: Billetsalget til De Kongelige Repræsentationslokaler på Christiansborg Slot via Dronningeporten fra Prins Jørgens Gård.
Dato | Tid | Sted | Navn | |
---|---|---|---|---|
1 | Lørdag 09.11.2024 | 14:00-15:30 | Christiansborg Slot | Helene Lykke Evers |
Helene er mag.art. i kunsthistorie og storforbruger af museale kunstoplevelser. Hun har i mere end 10 år arbejdet som formidler og underviser ved flere forskellige museer og folkeoplysningsskoler i hele landet.
Som kunstformidler er det vigtigt for hende, at deltagerne på hendes hold har mulighed for at opleve kunsten med egne øjne. Hun er både informativ, underholdende og spørgende i sin formidling, da kunsten for Helene først bliver levende, når den bliver set og italesat af den nysgerrige beskuer.