Velkommen til en helt unik rundvisning på Musikmuseet! Du kommer med ind og ser den store samling, som kun er åbent efter aftale. Ved din side har du vores faste underviser og mangeårige guide på Musikmuseet, Michael Bønsdorf.
På Musikmuseet, som indeholder Musikhistorisk Museum og Carl Claudius' Samling, kan du se og opleve de mange forskellige instrumenter fra bronzealderens lurer og helt op til det 21. århundredes elektroniske instrumenter – heriblandt museets nyeste elektroniske instrument "Omni" fra 2018. Undervejs bliver der rig mulighed for at høre musikeksempler på et par af museets gamle tasteinstrumenter (cembalo, flygel, klaver).
Vi vil gå på kryds og tværs i udstillingen, som er bygget op af to spor: Det danske spor, som præsenterer to bronzelurer og fortsætter med spillemandsmusikken, stadsmusikanter, guldalderens danske komponister etc., og det europæiske spor, som tilbyder en kronologisk gennemgang af musikkens mange stilarter – inden begge sporene mødes i globaliseringen i det 20. og 21. århundrede.