Skip to content
Rundvisninger og ture hos FOF København

Christian den 4.s Kristiansstad

Turleder: kulturhistoriker Flemming Jerk

Provinshovedstaden Kristiansstad i det nordøstre Skåne viser Christian den 4.s energiske indsats for at hævde Danmarks herredømme mod svenskerne. 1614 blev en moderne fæstningsby anlagt midt i den vandrige Helgeå, men også en moderne idealby i renæssancens ånd med brede gader og store torve, kranset af monumentalbygninger. Ikke mindst Christian den 4.s Trefoldighedskirke er bemærkelsesværdig.

Den varme svenske lunch venter os på den gamle gæstgivergård i den idylliske havneby Åhus ved Helgeåens munding, en ren tidslomme omkring den anselige middelalderkirke, ligesom den skønne sandstenskirke i den gamle klosterby Væ med fornemme og velkonserverede romanske kalkmalerier (forbehold for kirkelige handlinger).

Bus, færge og lunch (ekskl. drikkevarer) er inkl. i prisen. Bussen afgår fra Hellerup Station kl. 8.00. Husk at medbringe billedlegitimation og svenske penge.