Skip to content
Highlights på museer – Arken Kvinder i Opbrud – foto Camilla Rohde Madsen

Highlights på museer – lige uger

Vi besøger seks museer, hvor vi ser de aktuelle udstillinger og eventuelt nogle af de ikoniske værker i de faste samlinger. Kunstformidler Camilla Rohde Madsen åbner døren til kunstens verden, fortæller kunstværkernes spændende historie, og krydrer let med anekdoter om kunstnerne. Entréudgifter med grupperabat må påregnes på de fleste af museerne.

Ret til ændringer forbeholdes. Highlights på museer afvikles i alm. raskt tempo, og gang på trapper vil forekomme.

1. Highlights på Louisiana

Sæsonens visuelle powerbrag af en udstilling bliver den til dato største i Europa med en af de yngre stjerner på den internationale kunstscene. Alex Da Corte (født 1980) arbejder med både maleri, skulptur, installation og video, og han optræder ofte selv i forklædning i sine film – som alt fra Skipper Skræk til Eminem og Frihedsgudinden.

Mødested: I forhallen på Louisiana, Gl. Strandvej 13, 3050 Humlebæk (entré 145 kr. pr. person)

2. Highlights på Gl Strand

Både sanser og udstillingsarkitektur bliver udfordret, og lyd og lys anvendt på overaskende måder, når den danske kunstner Svend Sømod (født 1992) åbner sin soloudstilling i ovenlysgalleriet. Svend Sømod er uddannet fra Det Kongelige. Danske Kunstakademi i 2021 og arbejder med maleri, installation og industrielt og grafisk design på tværs af discipliner. Sømod har et imponerende antal samarbejder og projekter bag sig – herunder rumudsmykninger, kunstudstillinger og bartenderopgaver. Sømods værker opstår som æstetiske strukturer på baggrund af matematiske algoritmer, der således indgår som en form for grundstamme og medvirker til direkte at påvirke de kropslige, sociale eller mentale oplevelser.

Mødested: Caféen på Gl Strand, Gl. Strand 48, 1202 København K, 1307 (entré 85 kr. pr. person)

3. Highlights på Den Frie Udstillingsbygning

En anden surrealisme I 1935 blev verdens første internationale surrealistiske udstilling afholdt på Den Frie. På udstillingen Kubisme=Surrealisme deltog bl.a. Jean Arp, Salvador Dalí, Max Ernst, Alberto Giacometti, René Magritte, Joan Miro, Paul Klee, Man Ray, Meret Oppenheim, Yves Tanguy, Halmstad-gruppen, Vilhelm Bjerke-Petersen, Franciska Clausen, Wilhelm Freddie, Henry Heerup, Rita Kernn-Larsen og Gustaf Munch-Petersen m.fl. Igennem de seneste år har markante nye surrealistiske strømninger gennemsyret samtidskunsten. Hvor den historiske surrealismes fordring var at lade det ubevidste flyde ud i samfundet, har senkapitalismens kolonisering af sindet skabt tilsvarende surrealistiske billeddannelser, blot med omvendt fortegn. Udstillingen »En anden surrealisme« trækker tråde mellem den historiske surrealisme og samtidskunsten. Den potente forbindelse mellem to historisk adskilte og væsensforskellige surrealistiske øjeblikke undersøges i store sammenhængende og omsluttende rumlige tableauer, hvor historiske surrealistiske værker og værker fra samtiden med stærke surrealistiske træk føres sammen. Udstillingen inddrager objekter og værker fra den historiske surrealisme, som ikke altid er blevet indskrevet i en kunstkontekst – udstillingsscenografier, modeværker, vinduesudsmykninger og immaterielle værker som dufte og lyd. På udstillingen deltager markante samtidskunstnere fra ind- og udland side om side med historiske surrealistiske værker.

Mødested: Den Frie Udstillingsbygning, Oslo Plads 1, 2100 København Ø (entré 70 kr. pr. person)

4. Highlights på Statens Museum for Kunst

Glæd dig til at opleve en ny udstilling med værker af den franske mestermaler Henri Matisse (1869-1954). I samarbejde med The Museum of Modern Art i New York forenes det ikoniske værk »Det røde atelier« med de kunstværker, som kan ses i maleriet. Henri Matisse er en af de helt store mestre i det 20. århundredes kunst. I 1911 maler han kunstværket »Det røde atelier«, som i dag anses for at være et nøgleværk, ikke bare i Matisses kunst, men i europæisk modernisme. Billedet forestiller kunstnerens atelier i den parisiske forstad Issy-les-Moulineaux fyldt med hans egne malerier, skulpturer, møbler og dekorative genstande. I et radikalt greb har kunstneren overmalet vægge, gulv og møbler med en ensartet rød farve. Tre af malerierne i billedet tilhører SMK, og det er første gang i over 100 år, at alle værkerne nu genforenes. Det røde atelier tilhører MoMA og er et højt værdsat billede, der har fascineret generationer af kunstnere og museumsgæster. Udstillingen er en enestående chance for at opleve »Det røde atelier« i Danmark og komme helt tæt på Matisses motiver og kunstneriske arbejdsmetoder.

Mødested: Forhallen på SMK, Sølvgade 48-50, 1307 København K (entré 120 kr. pr. person)

5. Highlights i Cisternerne

Kom med under jorden og oplev en drømmelignende parallelverden, hvor den japanskfødte kunstner Chiharu Shiota har indtaget Cisternernes mørke søjlegange med udstillingen »Multiple Realities«. Cisternerne er forvandlet til et på én gang magisk og foruroligende sted. Chiharu Shiota griber rummets sanselige og erindringsmæssige potentiale og omdanner Cisternerne til et drømmeagtigt landskab. Et landskab hvor psykens dybere lag finder et æstetisk udtryk i roterende kjoler, spejlinger og labyrintiske garnstrukturer. Shiota formår som ingen anden at forene monumentalitet og skrøbelighed i sine forførende totalinstallationer. Hun er særligt kendt for sine spindelvævslignende strukturer og omdanner hele museer og gallerier til labyrintiske totaloplevelser ofte med inkorporerede personlige objekter i værkerne. I Cisternerne har hun været særligt fascineret af muligheden for at arbejde med vand, og en stor del af udstillingen opleves fra gangbroer over et vandspejl, som leder én dybt ind i Shiotas sælsomme univers.

Mødested: Cisternerne i Søndermarken ved glaspyramiden, Roskildevej 25A, 2000 Frederiksberg (entré 115 kr. pr. person)

6. Highlights i Bygning A

I deres kunstneriske og meget humoristiske praksis udforsker PUTPUT, Stephan Friedli og Ulrik Martin Larsen deres umiddelbare omgivelser og de genstande, vi bruger, misbruger, beundrer og interagerer med i hverdagen – ofte gennem en forhandling eller et forhør med specifikke objekter for fuldt ud at undersøge, hvad de er, og hvad de kan blive.

Mødested: Forhallen på A Petersen Collection & Craft − Bygning A, Kløvermarksvej 70, 2300 København (entré 60 kr. pr. person)

Information

Kalender

Dato Tid Sted Navn
1 Onsdag 07.09.2022 15:30-17:00 Louisiana Museum of Modern Art Camilla Rohde Madsen
2 Onsdag 21.09.2022 15:00-16:30 Kunstforeningen Gl. Strand Camilla Rohde Madsen
3 Onsdag 05.10.2022 15:00-16:30 Den Frie Udstillingsbygning Camilla Rohde Madsen
Se alle Se færre
Underviser

Camilla Rohde Madsen

Uddannelse: Jeg har læst SPRØK på CBS og kunsthistorie på Københavns Universitet.

Undervisningserfaring: Siden 1994 har jeg arbejdet i den danske kunstbranche, og arbejder nu som kunstformidler & kunstrådgiver/indkøber i firmaet Nammagorium.

Andet:
Udtalelser om Camilla Rohde Madsens formidling:
Bente Jans, deltager i Gallerivandringer efteråret 2012:

"Jeg er meget glad for den måde Camilla Rohde Madsen planlægger og udfører vandringerne på. Hun er meget vidende og inspirerende og medinddragende. Dejligt at høre om galleriejerne - baggrund og interesseområder. Hun fortolker ikke for meget, hvilket jeg sætter stor pris på. Det er spændende at høre om de forskellige kunstneres "perioder" som så genspejler sig i kunsten. En dejlig oplevelse at følges med Camilla Rohde Madsen og blive klogere og beriget."

Jean Rørvig, deltager i Gallerivandringer efteråret 2012:

"Kære Camilla. Du har fået (endnu?) 2 omvandrende reklamesøjler i Annelise og mig. Jeg er træt af folk, der ikke ved nok. Men jeg er også træt af folk, der ved en masse, hvor det bare kommer væltende. Trods din (med)rivende talestrøm fik du sat en ramme op for dine budskaber og udfyldte den efterfølgende forbilledligt, men også med plads til os andre - og til andre kunstnere. Flot, flot." 

For yderligere udtalelser: http://www.nammagorium.com/links-and-recommendations