Tag med på omvisning i efterårets aktuelle udstillinger på nogle af hovedstadsområdets største museer.
Kunstformidler Helene Lykke Evers introducerer til hver enkelt udstilling og udvælger enkeltstående værker, som danner afsæt for en fælles undersøgelse af kunstværkernes betydning og deres kunsthistoriske sammenhæng.
Udstillingen inddrager objekter og værker fra den historiske surrealisme, som ikke altid er blevet indskrevet i en kunstkontekst – udstillingsscenografier, modeværker, vinduesudsmykninger og immaterielle værker som dufte og lyd. På udstillingen deltager markante samtidskunstnere fra ind og udland side om side med historiske surrealistiske værker.
I 1921 etablerer Vilhelm Lundstrøm, Svend Johansen, Karl Larsen og Axel Salto kunstnergruppen »De 4«. Deres tvetydige, ofte humoristisk-ekspressive billeder sætter sindene i kog blandt publikum og fagfolk. Udstillingen på Øregaard Museum viser, hvordan de fire kunstnere skaber en ny dagsorden i mellemkrigstidens danske kunst.
Udstillingen handler om mad, afbilder mad og består af mad. Der vil være værker fra såvel barokken som i dag, der alle har mad som emne og motiv.
Den amerikanske kunstner Lee Lozano (1930 – 1999) er blandt sin generations mest markante stemmer trods hendes korte karriere. Hendes kunst er beundret og fremhævet for sin vovede karakter og utrættelige undersøgelse af kroppen og afledte spørgsmål om køn.
Post-Capital sammenstiller værker inden for en lang række udtryksformer – skulptur, maleri, fotografi, video og performance – der alle dykker ned i produktionens, forbrugets og rigdommens væsen.
Henri Matisse (1869-1954) er en af de helt store mestre i det 20. århundredes kunst. Udstillingen er en enestående chance for at opleve maleriet »Det røde atelier« i Danmark og komme helt tæt på Matisses motiver og kunstneriske arbejdsmetode.
Prisen er eksklusive entré. Ret til ændringer forbeholdes.
Illustration: Vilhelm Lundstrøms maleri »Opstilling med kander«.
Dato | Tid | Sted | Navn | |
---|---|---|---|---|
1 | Søndag 04.09.2022 | 14:30-15:30 | Den Frie Udstillingsbygning | Helene Lykke Evers |
2 | Søndag 11.09.2022 | 14:30-15:30 | Øregaard museum | Helene Lykke Evers |
3 | Søndag 16.10.2022 | 14:30-15:30 | Gl. Holtegaard | Helene Lykke Evers |
4 | Søndag 06.11.2022 | 14:30-15:30 | Kunstforeningen Gl. Strand | Helene Lykke Evers |
5 | Søndag 20.11.2022 | 14:30-15:30 | Charlottenborg | Helene Lykke Evers |
6 | Søndag 04.12.2022 | 14:30-15:30 | Statens Museum for Kunst | Helene Lykke Evers |
Se alle Se færre |
Uddannelse: Jeg er mag.art. i kunsthistorie med speciale i islamisk og byzantinsk billedteologi.
Andre faglige kvalifikationer: Jeg har siden 2013 arbejdet som formidler og underviser ved flere forskellige museer og folkeoplysningsskoler.
Andet: Som kunstformidler vægter jeg muligheden for, at deltagerne kan opleve kunsten på egen hånd meget højt, da kunst er skabt til at blive set og oplevet i virkeligheden. Jeg er meget kommunikerende, spørgende og dialogsøgende i min formidling, da kunsten for mig først bliver levende, når den bliver italesat og analyseret af den nysgerrige beskuer.
Læs mere på helenelykkeevers.dk