Besøg en privat samling i særklasse med værker af kunstnerparret Else Rassum (1942-2017) og Jean Moreaux (1938-2001).
Kunstnerparret Rassum og Moreaux var især kendt i Frankrig og Italien, hvor de boede og arbejdede hele deres liv. De efterlod hele deres samling til niecen Malene Ringvad, som nu giver offentligheden en unik mulighed for at se værkerne i sin private Villa i Hellerup.
Samlingen byder på værker skabt over 50 år inden for flere stilarter: klassisk oliemaleri, abstrakt ekspressionisme, COBRA-inspireret mytologisk maleri, kalligrafiske værker, skulpturer, pop-art og surrealisme.
Kunstsalonen indledes med en introduktion af kurator Connie Boe Boss, hvortil der serveres et glas vin/vand. Det vil derefter være muligt at gå rundt i villaen og se værkerne på egen hånd.
Illustration: Jean Moreaux, »La grenouille et le boeuf«, foto: Morosum