Hvert efterår bugner de forvildede æbletræer på Sydhavnstippen af æbler i alle former, størrelser og farver. Kom med på denne efterårstur til tippen, og bliv klogere på et af Københavns grønne områder og på æbler i madlavning.
Sydhavnstippen er noget særligt. Den er opstået af aflæsset byggeaffald og jord fra anlægsarbejder i København i årene 1945-1973. Al vegetation på stedet er derfor vokset op af sig selv, heriblandt en masse gamle, både kendte og ukendte danske æblesorter.
Udover at smage på æblerne og få en hel masse æbler med hjem, fortælles om begrebet ’sort’ og hvordan det hænger sammen med vores store diversitet af æbler.
Mens vi plukker, hører vi om noget af den diversitet i vores madvarer, der er gået tabt. Mange af os er vant til den søde smag af Pink Lady og de grønne Granny Smith, men æbler kan så meget mere end det. Gamle danske æblesorter indeholder en fantastisk bred vifte af aromaer og smagsoplevelser. Mange af dem hører til den mere syrlige slags, og æblerne blev dengang ikke kun brugt i det søde køkken, men også i det salte.
Husk at medbringe stofposer til æblerne og tag gerne egen æbleplukkerstang med.
Du får et lille hæfte med hjem med æbleopskrifter.
Mødested: ved indkørsel til STARK for enden af Fragtvej.