Vi glæder os til at se dig til vores populære foredragsrække i vores flotte lokaler i hjertet af Køge. Over seks onsdage får du udvidet din horisont gennem personlige fortællinger, spændende ture og inspirerende foredrag om emner, du ikke vidste, du havde lyst til at dykke ned i.
I denne sæson kan du opleve:
11. september kl. 10: Til venstre hånd
Friller, maitresser eller elskerinder. De danske konger havde langt op i tiden offentlige udenomsægteskabelige forhold. Hvem var de kvinder, som blev knyttet til kongehuset på den måde? Havde de kongelige kvinder også elskere? Vi ser på kongelige elskerinder fra Dyveke til Danner.
25. september kl. 11: Byvandring med besøg i Grevinde Danners vinterlejlighed
Grevinde Danner købte Ny Vestergade 13, da hun blev enke. Her boede hun om vinteren frem til sin død i 1874. Huset ejes af Dansk Arbejdsgiverforening, og vi får adgang til at se de restaurerede værelser, hvor grevinden boede. Forinden går vi en tur i gaderne omkring Strøget og Christiansborg for at se steder med relation til Louise Danners liv.
Mødested: kl.10.45 på foran Domhuset, Nytorv 25, 1450 København K (entre: ca. 70,- kr.)
9. oktober kl. 10: Alle tiders danske opfindelser
I 2006 tog Patent- og Varemærkestyrelsen initiativ til at få lavet en kanon over danske opfindelser. Der blev nedsat et udvalg af fagfolk, som udvalgte 12 danske opfindelser. Hvad er historierne bag de udvalgte opfindelser? Hvad kunne også have været med i en teknikkanon? Hvilke nye opdagelser er der gjort siden kanonen blev lavet?
23. oktober kl. 11: Diesel House
Vi får historien om B&W, der startede som en-mands smedeværksted i 1843. Senere blev B&W en af Danmarks største arbejdspladser. B&W har været blandt verdens største udviklere og producenter af dieselmotorer til skibe og elektricitetsværker. Vi ser bl.a. nogle af verdens største motorer.
Mødested: kl.10.45 ved Diesel House, Energiporten 8, 2450 København S (nær Ørstedsværket (entrepris bliver aftalt senere med Diesel House).
6. november kl. 10: Laurits Tuxen – den sidste fyrstemaler
I 1886 blev et stort maleri præsenteret for offentligheden. Billedet forestillede Christian 9. og dronning Louise med familie i havesalen på Fredensborg. Den hidtil ukendte kunstner var Laurits Tuxen. I de næste 40 år kom han til at male næsten alle Europas kronede hoveder. Men han malede også landskaber og portrætter og blev en betydelig skagensmaler.
20. november kl. 11: Frederiksborg Slot
Landets største portrætsamling befinder sig i Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Vi får en omvisning i portrættets historie, hvor vi gennem de forskellige portrætter ser på tidernes skiftende tendenser for fyrste-, adels- og borgerportrætter.
Mødested: kl.10.45 ved indgangen til Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Slot 10, 3400 Hillerød (entre: 70,- kr. (grupperabat), omvisning: ca. 75,- kr.)
Værd at vide
De angivne priser afhænger af antal deltagere på turene. Ret til ændringer forbeholdes.
Du er velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål.