Modul 1 - Fokus på maleri og skulptur
Det kunne måske komme til at handle om maden i kunsten….
At male er en yndlingsbeskæftigelse for mange af billedskolens elever. Derfor starter vi denne nye dejlige sæson med at male….. mad. Jacob Borges vil på sin sædvanlige træfsikre måde introducere billeder med mad, fra forskellige perioder i kunsthistorien. Det emne vil vi forfølge og selv male billeder der er inspireret af alle de store malere. Vi vil arbejde med de problematikker det kan afføde og måske også udvide emnet fra maleri på lærred til skulpturer og maleri på andre ting også. Modulafslutning finder sted den 30. november 18.30 til 20.30 for elever og forældre med foredrag af Jacob Borges
Modul 2 - Fokus på keramik og marmorering
Yes! Allikka kommer igen og viser os hvordan en ægte keramiker kan trylle. Denne gang skal vi arbejde med skulpturer i ler. Vi vil lave buster, nonfigurative figurer, relieffer og måske en enkelt ting til køkkenskabet. Nu er ler jo ikke bare ler og denne gang afprøver vi andre lertyper af end dem vi tidligere har brugt. Det samme gælder den glasur vi skal arbejde med. Vi slutter modulet med at arbejde med tyrkisk og japansk marmorering. Noget der altid er både overraskende og fortryllende. Modulafslutning finder sted for elever og forældre den 15. marts kl. 18.30 til 20.30 med foredrag af Alikka Garder Pedersen. Glæd dig til at høre hende fortælle om sit fag, for hun kan ALT med ler.
Modul - Fokus på video, foto og lystegninger
Sidste år blev vi snydt for dette eksperimenterende modul! Det var brand ærgerligt, for vi forventede os meget af det, så nu prøver vi igen. Vi vil arbejde med foto, video, tegning, fotomaleri og lystegninger som bla. Picasso og Asger Jorn gjorde det. Der bliver gang i den og vi regner med, at vi kan præsentere en håndfuld interessante videoer og fotos af bla. jeres lystegninger til årets sidste modulafslutning. Modulafslutning finder sted den 7. juni fra kl 18.30 til 20.30 for elever og forældre med filmfremvisning, udstilling, fællesspisning og rundbold. Anders Nørrevang med kandidatgrad i kommunikation og medievidenskab, vil til modulafslutningen fortælle om filmens mange virkemidler.
Du er velkommen til at kontakte Skovbo Billedskole på email skovbobilledskole@gmail.com, hvis du har spørgsmål.