Med udgangspunkt i Kongens Nytorv opført af Kong Christian 5. i 1670, skal vi rundt og høre om de mange historiske huse og smukke palæer – endda et tidligere slot. Her finder vi også nordens første rytterstatue – der har gået så grueligt meget igennem, en ambassade, et femstjernet hotel og et kongeligt teater. Krinsen som pladsen også bliver kaldt, har klaret bombardementer og brande, og er i dag fyldt med majestætiske bygninger og mange traditioner.
Vi skal rundt på hele pladsen med de mange historier, inden vi lander ved den nok så kendte bygning, Magasin Du Nord. Og udover, at huset strækker sig over mange m2 og har et stort udvalg af varer, så har det også en lang historie med forbillede i stormagasinerne Le Printemps og La Fayette i Paris, hvilket en velbevaret samling, sikret af Wessel & Vetts Fond, viser på det lille Magasin Du Nord Museum.
Her står museumsinspektør Britta Smits klar til at give os en nostalgisk og oplysende rejse i særudstillingen “Smagen af Magasin”. Vi skal bl.a. høre om de tidlige dage med klassiske te- og kageserveringer i thesalonen til den amerikanske sodafountain-bar, som serverede farverige sodavand og milkshakes. Og vi introduceres til alt fra den populære æggesandwich til damerne, som håndrullede Magasin chokolade.
Du er velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål.