Skip to content
Kunst i folketinget, Byvandringer og rundvisninger hos FOF Køge Bugt

Folketinget som kunstmuseum

Folketinget som kunstmuseum

Folketinget er også et kunstmuseum af høj kvalitet. Væggene er prydet med malerier, keramiske kunstværker, vævede vægtapeter samt freskoer, udført af landets ypperste kunstnere, fra P.S Krøyer til Per Kirkeby.

Vi skal besøge den gamle Landstingssal, værelset hvor Udenrigspolitisk Nævn holder møder, Folketingssalen, enkelte partilokaler og Proviantgården. Sidstnævnte er et arkitektonisk mesterværk fra Chr. IV ́s tid, som i dag fremstår restaureret og bl.a. er udsmykket med Bjørn Nørgaards fantastiske blomst, fremstillet af glas og omgivet af et smukt trægulv i fineste mønster. Desuden har man her også værker af Lars Ravn og Hans Christian Rylander.

Under rundvisningen, der foretages af en af Borgens medarbejdere, fortælles der om hvilke kunstnere, der har udført dem samt om brugen af de forskellige lokaler. Besøget starter i Snapstinget, hvor der vil blive serveret dagens ret.

Værd at vide
Vi tager forbehold for at enkelte lokaler kan være optaget til tjenstligt brug.

Turen er ikke egnet for gangbesværede. Begrænset deltagerantal.

Mødested: Folketingets besøgsindgang ved den store trappe i Rigsdagsgården, Christiansborg. Bemærk! Mødetid er ca. 15 min. før besøgets start, hvor vi skal igennem et sikkerhedstjek.

Du er velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål.