Skip to content
Israel foredrag

Fredagscaféen

Fredagscaféen

Vært: Marianne Bentzen

I Fredagscafeen præsenterer vi aktuel viden, fortællinger og folkeoplysning. Vi byder på 1 glas vin og 1 sandwich (inkl. i pris).

  1. En ny begyndelse - Anna Eckhoff

    Anna Eckhoff skiftede i en alder af 56 år den trygge tilværelse ud med en karriere i verdens farligste lande. En inspirerende personlig og professionel historie. I barndommen drømmer hun altid om at komme ud i verden og få en spændende tilværelse. Hun kommer fra en patriarkalsk familie, men Anna Eckhoff kommer sammen med 50% af de gifte kvinder på arbejdsmarkedet i starten af 70’erne. Hun får seks børn, men efter at hendes mand er død, bryder hun med tidens normer, da hun forlader sine to yngste børn, mens de stadig går i gymnasiet, og som 56-årig rejser til verdens farligste lande.

    Hendes sporskifte fører hende til at arbejde for ngo’er, FN og EU de næste 15 år i verdens brændpunkter.

     

  2. Skæbnemånederne i 1943: Augustoprør og jagten på jøderne - Simon Ankjærgaard

    August, september og oktober er det hængsel, dansk besættelseshistorie drejer omkring. Der er et markant før og efter, som havde betydning for Danmarks selvforståelse og for vores store fortælling om den tyske besættelse. I august brød folkelige opstande ud i flere store provinsbyer og til sidst brød samarbejdspolitikken sammen. I oktober kom tyske politisoldater efter jøderne i Danmark. Simon Ankjærgaard fortæller den fulde historie om de dramatiske måneder – men ser også på alt dét, der lå forud, og alt dét, der skete bagefter.

     

  3. Musik som supplement til behandlingen af indlagte børn og unge – Lisbeth Sagen

    Musik er et universelt sprog. Det rummer en særlig form for kommunikation, som det talte ord ikke formår. Derfor kan musik frembringe noget helt specielt i mødet med syge børn og deres pårørende.

    Lisbeth Sagen har etableret musikprojektet MusikBeriget på Rigshospitalet, hvor hun gennem musikken ønsker at give indlagte børn og unge et afbræk fra deres sygdomsforløb. Lisbeth Sagen fortæller om dette arbejde. Hun medbringer sin violin og vi skal høre hende spille.

    Med musik og nærvær skaber musikerne et pusterum, hvor der er plads til alle slags følelser. Projektet viser, at svært syge børn får det bedre af levende musik. Musikken kan nemlig være ventil for de mange følelser, som måske ikke får plads i en hverdag fuld af behandling og rutiner på hospitalet.

    I 2017 vandt Lisbeth Sagen prisen for ’Årets Ildsjæl’ for projektet 'MusikBeriget', hvor hun spiller klassisk for syge børn.

     

  4. Mit liv i Israel: At bo i en konfliktzone – Sarah Arnd Linder

    Sarah Arnd Linder er 37 år, dansker der har boet i Tel Aviv i 17 år, hvor hun har taget det meste af sin uddannelse - Bachelor i Conflict Resolution and International Affairs.

    Aktualiseret af krigen imellem Hamas og Israel, skal vi høre historien om Sarahs eget, personlige forhold til Israel - hendes personlige tilknytning, erfaringer og oplevelser i området, som har været med til at skabe hendes politiske holdninger i forhold til Israel og de palæstinensiske områder. 

    For syv år siden grundlagde Sarah "Political is Personal - PiP". Et projekt baseret på interviews med israelske og palæstinensiske kvinder, der frit fortæller, hvorledes konflikten har påvirket deres hverdag. 

     

  5. Europas mikro-magiske lande - Jan Tvernø

    Tag med på et godt gammeldags roadtrip til Europas charmerende og kontrastfyldte små stater: Luxembourg, Liechtenstein, San Marino, Monaco og Andorra. Deres store forskellighed til trods har de to ting til fælles - International succes og en dybt nedarvet identitet som selvstændige lande.

    Trods deres beskedne størrelse er disse små lande skjulte skatkamre fyldt med overraskende opdagelser og stolte befolkninger, som trofast værner om deres identitet, historiske berettigelse og selvstændighed.

    På min vej fra ærkeeuropæiske Luxembourg via Disneypolerede Liechtenstein og autentiske San Marino til overglamourøse Monaco og naturskønne Andorra mødte jeg både stor mangfoldighed, generøsitet og gæstfrihed, men ikke mindst en stor vilje til at fortælle historien om identitet.

    Tilsæt eksklaverne Campione (Italien), Llivia (Spanien), Rückschlag (Tyskland) samt det selvudråbte monarki Seborga med deres egen prinsesse, møntfod og forfatning, og du har ingredienserne til en krydret geopolitisk gryderet, som har simret siden Romertiden.

     

  6. Teateranekdoter - Lars Halby

    Kom og hør teaterformidler Lars Halby fortælle om hans snart 40 årige teaterliv på bl.a. Det Kongelige Teater, Betty Nansen Teatret, Folketeatret, Det ny Teater og i Cirkusrevyen. Lars vil fortælle om de forskellige teatres historie og om de personligheder, som han har mødt, lige fra Gerda Gilboe, Susse Wold og Susanne Breuning til Dame Joan Collins. Foredraget vil blive krydret med sjove anekdoter fra teatrets spændende verden.

    Lars Halby har arbejdet som opera- og teaterformidler, rundviser, foredragsholder og konferencier i mange år og har af og til også været på scenen selv.

     

  7. Gentoftes slotte før og nu – Christian Claudio Apostoli
    I Gentofte Kommune ligger slottene særligt tæt. Slotte som Bernstorff og Charlottenlund fortæller med deres arkitektur og historie om Gentofte Kommune, og bidrager samtidig til forståelsen af områdets kultur. Kunsthistoriker Christian Claudio Apostoli fortæller om Gentoftes slotte - både dem, der fortsat eksisterer, og dem, som for længst er revet ned. Hvem byggede dem? Hvorfor? Og hvad bliver de slotte, som forsat findes, brugt til idag? Få svar på dette og meget mere til Fredagscaféen i foråret 2024.