Skip to content

Undskyld, at vi roder lidt på hjemmesiden! Vi er godt i gang med at planlægge efterårssæsonen med de mange kendte kursusaktiviteter og selvfølgelig en række nyheder. Så fortvivl ikke, hvis du ikke finder netop dit hold - vi arbejder på det!

Seniorhøjskole, foredragsrække, FOF Nordvestjylland, Holstebro

Seniorhøjskolen efterår 2022

Seniorhøjskolen efterår 2022

23.09: Poul Bangsgaard fortæller om Blichers Jylland

Steen Steensen Blichers liv og forfatterskab tager sit udgangspunkt i Midtjylland fra Randlev syd for Aarhus over Himmelbjerget, Herning, Viborg, Thorning, Tjele, Randers, Spentrup og Grenaa. Det er her man i ord og billeder møder den forfatter, som mere end nogen anden har givet Jylland og jyder en plads i litteraturen

14.10: Jan Tvernø tager os med på de støvede landeveje verden over

Røverhistorier fra alverdens støvede landeveje - Anekdoter på kanten af verden

Hvad får et helt almindeligt menneske til at forlade sin alt for velbetalte faste stilling i sygehusvæsenet for at kaste sig ud i et usikkert liv som professionel turist på kanten af verden? Det kan du få svar på, når jeg levende, humoristisk og selvironisk fortæller om mine motiver for at opsøge nogle af verdens mindst besøgte afkroge.

Passionen for det bemærkelsesværdige og ekstraordinære rejsemål er en meget stor del af min rejsefilosofi, og er der en plet på et landkort, så kan du komme dertil og eksistere. I dette foredrag fortæller jeg bla. om hvordan man tackler:

- Sikkerhedslandinger i Papua Ny-Guinea
- Illegale frokoster under ramadanen i Iran
- Rejser til lande som i realiteten ikke eksisterer
- Det intensive møde med bjerggorillaer i Uganda
- Udmattelse i godt 7.000 meters højde i Andesbjergene
- Alvorlige bilulykker på Pamir Highway i Tadsjikistan
- Anholdelse i La Paz lufthavn
- Utilsigtet illegalt ophold i Sudan
- Forhør på en militærbase i Somaliland under mistanke for spionage

 

…..og meget meget mere... 

 

04.11: Rasmus Kraths nye rejseforedrag om tur til Vestafrika

 

Rasmus Krath tog chancen og rejste ud af corona-ramte Danmark i december 2021 – på en tre måneder lang ekspedition rundt i Vestafrika. Han er nu tilbage i fædrelandet, hvor han i skrivende stund opbygger et stort foredragsshow om rejsen. Vi har fået disse hints fra Rasmus:  

*Bloddiamanter i Sierra Leone - landet hvor alle graver efter guld og diamanter
*Dansk slavehandel - vores store fort, Christiansborg står stadig på Ghanas guldkyst
*Den utrolig historie om Guantánamofangen Mohamedou Ould Slahi fra Mauretanien – 14 år uskyldigt i fængsel og tortureret, nu løsladt.
*Migrantruten fra Nigeria til Europa - livsfarlig rejse gennem Sahel/Sahara, Libyen og over Middelhavet. Hvem rejser, hvorfor, og hvad sker der på turen?
*Fattigdom, korruption og masser af humanitær støtte fra Vesten - hjælper det overhovedet, og hvorfor kommer de fattigste lande i verden ikke rigtig videre?
*Menneskeskæbner og livsvilkår – hvor forskelligt er ressourcerne fordelt anno 2022?
*Post-corona – hvordan foregik pandemien egentlig i Afrika?
*Skønheden ved at rejse – selv i en barsk, fremmed og usikker verden

Vi kan kun sige: Glæd dig…

25.11: Juliane Overgaard – Et liv med Downs på godt og ondt

En personlig beretning om en ganske almindelig familie med mor, far og 4 børn. Tommy og jeg blev i juni 2009 forældre til tvillingepiger og ups den ene, Luna, viste sig at være et velskabt downs-barn.

Hvad nu? Det var ikke lige det, vi havde forestillet os, men ja livet går videre....

I dette foredrag vil jeg forklare, hvad downs syndromet er, selvfølgelig fortælle om Nick Horup og Morten & Peters enorme betydning for denne lille befolkningsgruppe, Lykkeliga og komme ind på nogle af de svære spørgsmål, vi har modtaget i de snart 13 år som downs-familie.

Er det fedt at have et handicappet barn i familien? Hvad er et godt liv? Skal vi alle være ens? Jeg håber, I er med på en god debat om menneskesyn, livet og meget andet. Ingen tabuer, så man må spørge om alt!

09.12: Familie på Farten i Afrika – Glæd jer et endnu et af de mange fantastiske rejseeventyr

Fire måneder og 22.000 kilometer rundt i Sydafrika, Namibia, Botswana, Zimbabwe, Lesotho og Swaziland. Foranderligt - forunderligt - fortryllende... fortæller Anne Grethe og Helge i deres nye foredrag, bygget op omkring 900 billeder med stor kærlighed til livet i det sydlige Afrika.

Anne Grethe og Helge har for længst rundet de 60... men eventyrlysten er ikke gået på pension.

Den gamle LandCruiser og tagteltet bliver endnu en gang til verdens bedste hjem - i det sydlige Afrika, hvor oversvømmede sandspor, støvede grusveje og uendelige asfaltstriber hele tiden fører til nye eventyr. Ikke bare en fortælling om betagende natur, eksotiske dyr og farverige mennesker.