Skip to content
Juletur til Berlin, kultur, hygge, julemarkeder, FOF

Juletur til Berlin

Juletur til Berlin

Duften af kanel, glühwein og brændte mandler blander sig lystigt med glitrende kugler, nisser i alle afskygninger, gran og millioner af lys. Tyskerne er eminente til at fejre julen i overdådig målestok. Alt og alle bliver pyntet, og folk myldrer rundt i gaderne.

De overdrevne og elskede julemarkeder er efterhånden blevet verdenskendte. Der er ca. 60 af slagsen, så det er bare med at kaste sig ud i juleriet. 

Nyd en juleweekend med stedkendt rejseleder, der fortæller og vise Tysklands hovedstad frem. Turen er primært mærket ”jul”, men man bør ikke tage til Berlin uden også at se lidt på den fantastiske bys mange andre muligheder. Berlin har desuden en helt særlig historie, som man også er nødt til at få med for at danne sig et helhedsindtryk af Tysklands hovedstad.

Fra morgenstunden kører bussen fra Holstebro og sydpå. Undervejs i bussen serveres morgenkaffe/te og rundstykker og der vil være passende strække-ben-pauser og mulighed for at købe frokost. Hen på eftermiddagen ankommer vi til Berlin og kan allerede nu fornemme, at her jules der igennem.

Vi indkvarterer os på Hotel Leonardo, som ligger i hjertet af Berlin. Et centralt hotel med moderne komfort er et 
virkelig godt udgangspunkt for at udforske byen. Opholdet er inkl. morgenmad.
Rejselederen arrangerer en fælles middag om aftenen på en god lokal, tysk restaurant, for dem, der har lyst til det - skal forudbestilles på hjemmesiden.

På anden dagen efter morgenmaden tager rejselederen os med på en byrundtur i den julepyntede by. Checkpoint Charlie, Alexanderplatz, Potzdamer Platz, Neue Wache, Alstadt, Marienkirche og meget andet kommer vi forbi og får historien bag. Efter rundturen bliver der mulighed for køb af frokost, inden vi bliver sat af ved et af de store julemarkeder lige ved ”Læbestiften og Pudderdåsen” - den imponerende Gedächtsniskirche.

Resten af dagen er på egen hånd. Måske et besøg i TV-tårnet kan friste? Synet af de mange julelys er nemlig ret fantastisk oppefra. Du kan også besøge et eller flere af byens mange julemarkeder, der hver har sit særpræg. Rejselederen hjælper gerne med planlægningen og har med garanti mange andre forslag. 
Når morgenmaden er indtaget på sidste dagen, pakker vi bussen og kører til området ved Brandenburger Tor og Rigsdagen. Her bliver der tid til en lille gåtur og til at få taget de sidste fotos, inden vi kører mod Danmark.