Skip to content

Vi er i gang med at oprette forårets aktiviteter. Kurser, foredrag og udflugter kommer på hjemmesiden løbende, indtil alt er klar fra ca. midt december.

Kulturhøjskolen i Odense

Velkommen i FOF's Kulturhøjskole i Odense, hvor du kan opleve en række tankevækkende og underholdende foredragsholdere i Marienlystcentret, Windelsvej 138, 5000 Odense C. Her er der godt med albuerum og gode parkeringsmuligheder.

Alle foredrag ligger på fredage kl. 09.30 - ca. 12.00. Dørene åbner kl. 09.00.

Kulturhøjskolen er en samlet pakke, så der kan altså ikke købes billetter til de enkelte foredrag.
Ret til ændringer i programmet forbeholdes.  

Inkluderet i prisen er:

Kaffe samt et rundstykke med smør og ost.

Værter på Kulturhøjskolen er:

Helge Pasfall, Kirsten Eis-Hansen og Musse Olesen.



Program for forår 2025

Fredag den 24. januar
"Indenfor murene - dansk politik uden filter"
Poul Madsen, tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet

Poul Madsen guider jer i dette foredrag gennem det politiske landskab, som det ser ud lige nu. Vi lever i en tid med store forandringer, hvor det politiske spil er mere uforudsigeligt end nogensinde før.

Hvem kunne for fem år siden have forudset, hvor vi er i dag? Og hvem tør spå om, hvem der sidder på magten om yderligere fem år? Det gør Poul Madsen.

Med mange år i mediernes tjeneste har han haft fornøjelsen af at møde og interviewe alle de store spillere på den politiske scene. Han deler gerne sine oplevelser og de bedste anekdoter fra sin tid som chefredaktør på Ekstra Bladet, hvor han havde en unik adgang til magtens centrum.

Foredraget dykker ned i de seneste udviklinger, giver en forståelse for de underliggende kræfter og forudsiger måske endda fremtidens politiske landskab. Det bliver en formiddag fyldt med indsigt, humor og direkte dialog med publikum. Der er mulighed for at stille spørgsmål og udfordre Poul Madsens synspunkter.

Dette foredrag er skræddersyet til at vække interesse og engagere enhver – fra virksomhedsledere til medlemmer af erhvervsklubber og foreninger. Uanset om man er dybt engageret i politik eller blot nysgerrig, vil deltagerne gå fra foredraget med nye perspektiver og en bedre forståelse af, hvad der sker bag kulisserne i dansk politik.


 

Fredag den 31. januar
"De danske øer - 73 perler på en snor"
Henrik Lund, journalist, cand.mag.

Som én af meget få personer har Henrik besøgt alle de 73 beboede øer i Danmark. Øerne er meget mere forskellige, end man ofte tror. Både geografisk, kulturelt og befolkningsmæssigt. I 2020 sluttede Henriks mange ture rundt omkring til de danske øer med et besøg på Vejrø i Smålandshavet.

Henrik tager jer med på en længere rejse, hvor han med humor, anekdoter og billeder fortæller om de mest spændende besøg. Han fortæller om Achton Friis og Johannes Larsens fem togter med ”Rylen” i 1921 - 1924 og krydrer deres historie med sjove citater og egne oplevelser gennem mange år. Henrik giver gode råd til ø-ture og fortæller om nutiden og de udfordringer, som især de mindre øer kæmper med i disse år: Fraflytning, økonomi og klimaforandringer.


 

Fredag den 7. februar
"Nærmest fri"
Daniel Rye, fotojournalist og forfatter

Den 20. juni 2014 træder Daniel ud i friheden efter 13 måneder som gidsel. Dagen som skulle være den bedste i Daniels nye liv, bliver starten på en lang kamp om at finde tilbage til noget normalt. For kan man overhovedet forvente at få et lykkeligt liv efter sådan en traumatisk oplevelse?

Heldigvis får Daniel hjælp af en dygtig psykolog, som giver Daniel konkrete værktøjer. Et af disse værktøjer handler om ikke at flygte fra det, der er svært. Denne proces ender med at sende Daniel over Atlanten – til Washington for at besøge sit værste mareridt, som sidder i et lille gråt lokale, hos FBI, i en grøn fangedragt og drikker Starbucks kaffe.

Kan han mon tilgive sin bøddel?


 

Fredag den 21. februar
"Aktiv dødshjælp - hvornår må man dø?"
Mette Gammelgaard, hospicesygeplejerske

Dagens foredrag handler om døden; aktiv dødshjælp, værdighed, døden i det moderne liv, den nådige lungebetændelse, palliation og om, hvordan vi blev så bange for døden, at vi tror, man dør af at tale om den. Døden er blevet noget, vi skal undgå for enhver pris, den er blevet en tragedie, hver gang den kommer, og vi undgår helst at forholde os til den. Men er det gode liv altid det længst mulige liv? Skal livet altid forlænges - for enhver pris? Vi er nået så langt i den teknologiske udvikling, at vi kan udskyde døden, for selv døende mennesker. Samtalen om døden er fuld af dilemmaer.

Denne dag skal vi tale om døden, med hinanden og med foredragsholder og hospicesygeplejerske i 15 år, Mette Gammelgaard


 

Fredag den 7. marts
"Odense nu og i fremtiden"
Eik Møller, stadsdirektør

Eik Møller fortæller om den aktuelle situation i Odense Kommune og sætter derefter fokus på de udfordringer, Odense Kommune har frem mod 2050.


 

Fredag den 14. marts
"Klimaforandringer i nær fremtid"
Sebastian Mernild, klimaforsker

Holder vi os under en temperaturstigning på 1,5, 2,0…og 3,0 grader, og hvad kommer der til at ske i Europa og Danmark?

Klimaet er under forandring. Men hvad er konsekvenserne af den globale opvarmning, men også af et varmere klima i fremtiden? Sebastian Mernild vil tage jer gennem en klimarejse, hvor konsekvenserne fra Arktis til Danmark vil blive illustreret, samt hvor der bliver givet et bud på de fremtidige konsekvenser, vi vil stå overfor – en fremtid, hvor koncentrationen af CO2 i atmosfæren forventeligt vil stige, og hvor drivhuseffekten vil blive kraftigere.


 

Fredag den 28. marts
"Da landbolivet blev en by i provinsen"
Johannes Nørregaard Frandsen, professor emeritus og tidligere leder af H.C. Andersen Centret ved SDU

Kulturen på landet 1950 -2024.

I 1950'erne var Danmark, uden for de større byer, præget af en landbokultur, der havde rod i sogne, landsbyer og andelsbevægelser. Landbruget var det førende erhverv og sammen med de kirkelige og folkelige miljøer centrum for en særlig livsform. I de følgende årtier forvandlede livet på landet sig imidlertid voldsomt. Landbruget blev et højteknologisk, men folketomt erhverv. Landsbyerne blødte, ligesom stationsbyer og mindre købstæder har mistet status.

Da velfærdssamfundet foldede sig ud, blev livet på landet således udfordret. Selvstændighedskulturen og landbokulturen mistede status. De gamle landsogne blev slidt ned, så det, der engang var midten af Danmark, nu blev marginalt.

Johannes Nørregaard Frandsen har som kulturforsker undersøgt dette opbrud og dets konsekvenser, og det er denne viden, han formidler i foredraget. Det sker i en form, hvor han tager både humor og nostalgi til hjælp. Han fortæller om forvandlingerne, især i 1950'erne og 60'erne med udgangspunkt i sit eget liv og søger at fremkalde scener og billeder, der måske vækker genkendelse hos lytterne.


 

Fredag den 4. april
"Fællessang og rejseforedrag"
"Musik fra hjertet", band

"Musik fra hjertet" spiller op til et blandet repertoire af fællessange. Ind imellem sangene kommer der et par indslag med billeder fra en fugle-ekspedition til Kasakhstan og Kirgisistan, samt fra en tur ned ad navnkundige "Manu Road" i Peru, der strækker sig fra toppen af Andesbjergene og ned i Amazonas jungle.

"Musik fra hjertet" består af 4 personer

(Mandolin/bas: Søren Johansson, Guitar: Peder Sørensen, Sang/teknik: Bodil Rytter, Harmonika: Hans Rytter)

Information

Datoer

Dato Tid Sted Navn
1 Fredag 24.01.2025 09:30-12:00 Marienlystcenteret Flere foredragsholdere
2 Fredag 31.01.2025 09:30-12:00 Marienlystcenteret Flere foredragsholdere
3 Fredag 07.02.2025 09:30-12:00 Marienlystcenteret Flere foredragsholdere
Se alle Se færre

Flere foredragsholdere