”Banditter i habitter”
Henning Frandsen er blevet en garvet foredragsholder, efter han i 2018 stoppede som fuldtidsjournalist på Jysk Fynske medier.
I dette foredrag vil han fortælle om store og små svindlere samt bondefangere og bedragere, der sendte chokbølger gennem landet eller fik folk til at slå sig på lårene af grin.
Vi skal høre om Alberti og Harald Plum, men også om de små fisk, som Champagneskrædderen og hans falskmøntnervenner, om smuglerkongerne Bent Ricardo, Lille Jørgen Danmark og Leon
Owild og om falske grever og markiser.
Foredraget vil desuden blive krydret med korte omtaler af politiets og fængselsvæsenets historie: opmåling af legemsdele, fingeraftryk m.v. og afstraffelse gennem tiderne, bl.a. rotting, ris, halshugning og hængning.
Der venter en historisk aften.
Foredraget laves i samarbejde med Ullerslev lokalhistoriske Forening.