Skip to content

Traditionel Tantra yoga og Chakra Yoga

Traditionel Tantra yoga og Chakra Yoga

Dette hold er for dig der ønsker at gå et skridt dybere med din yogapraksis. Du har måske praktiseret fysisk yoga et stykke tid og/eller er bare nysgerrig 
på de øvrige elementer indenfor for yogaen.

Hver gang vil vi praktisere fysisk yoga (asana), pranayama (åndedrætsøvelser) og meditation og vil samtidig have et tema fra Chakra Yogaen der vil indgå i vores praksis. 

Tantra yoga er meditation i bevægelse. Yoga som lærer hele kroppen at meditere. Du guides med lukkede øjne gennem asanas (yogastillinger) og 
pranayama (åndedrætsøvelser) ind i en dyb afslappende og meditativ tilstand. 

I modsætning til mange andre yogaformer, hvor der lægges vægt på hvilke muskler der arbejder, og hvor det strækker, fokuserer traditionel tantra yoga  på den del af kroppen der slapper af. Jo mere du slapper af, jo mere tillader du hele dit system at balancere sig – og jo mere fri og smidig bliver du også.

Når du slapper af og giver slip på idéen om at skulle præstere, kan du begynde at udtrykke dig fra dit autentiske ubegrænsede jeg – både i din yogapraksis og i din hverdag. Der findes ikke nogen kvantitative mål i tantra yoga. Kun kvalitet betyder noget. Du fornemmer din vej ind i asanas og skal aldrig tvinge din krop til noget den ikke er klar til. Så længe du bare slapper af og følger din intuitive kropsfornemmelse, gør du det helt rigtigt. Det er en unik praksis, der er tilgængelig for alle uanset niveau af yogaerfaring. 

Mange associerer ordet tantra med seksualitet, men tantra yoga er meget mere end det, og denne undervisning handler ikke om seksualitet.

Chakra Yogaen har fokus på at afbalancere og harmonisere de 7 hovedchakraer så energien kan flyde frit.