Interessen for medicinsk cannabis er stigende, og Folketinget har besluttet, at forsøgsordningen i Danmark bliver permanent fra 2026.
Det åbner op for nye og forbedrede behandlingsmuligheder for patienter.
Men hvad ved vi egentlig om medicinsk cannabis – og hvordan anvendes det i behandlingen af kroniske smerter og sygdomme?
I dette foredrag deler speciallæge Tina Horsted sin viden og erfaringer fra behandling af patienter i hele Norden.
Du får indsigt i, hvordan medicinsk cannabis bruges til smertebehandling hos patienter med blandt andet multipel sclerose, gigt, nervesmerter og cancer.
Selvom cannabisplanten har været anvendt medicinsk i flere hundrede år, betragtes området stadig som nyt inden for vestlig lægevidenskab.
De seneste 5–10 år er der dog indsamlet værdifuld viden både i Danmark og internationalt.
Kom og bliv klogere på den nyeste forskning, behandlingsmulighederne og fremtiden for medicinsk cannabis i Danmark.
Der vil være mulighed for at stille spørgsmål undervejs.
Om foredragsholderen:
Tina Horsted er speciallæge i anæstesi og smertebehandling. Hun er blandt de førende smertelæger i Danmark og internationalt, der tilbyder behandling med medicinsk cannabis og cannabisbaseret medicin.
Hun har mere end 10 års specialiseret erfaring med behandling af kroniske smerter, cancersmerter og palliative/terminale patienter med cannabisformuleringer – samt med konventionel smertemedicin til behandling af svære og komplekse kroniske smertetilstande.