Skip to content

Vores hjemmeside har desværre brug for lidt mere kærlighed - så fra torsdag denne uge til mandagen efter, er det igen ikke muligt at købe kurser.

Forbrydelsens Sind

Forbrydelsens Sind

Hvad kan få et menneske til at gøre et andet menneske ondt? Hvordan kan nogen finde på at frihedsberøve, stalke, krænke, bruge våben eller i yderste tilfælde: Begå drab?

Det går vi helt tæt på i dette spændende foredrag ”Forbrydelsens sind”.

Retspsykiater og næstformand i retslægerådet Mette Brandt-Christensen og rets- og chefpsykolog ved Psykiatrisk Center Sct. Hans Tine Wøbbe giver publikum et unikt indblik i deres arbejde med nogle af landets farligste kriminelle.

Hør om stalking, bankkup, knivoverfald og drab. Mette og Tine giver publikum et indblik i, hvordan de arbejder med mentalerklæringer, psykopat-test og farlighedsvurderinger.

Og de giver os nogle bud på, hvad der kan få et menneske til at begå den ultimative forbrydelse.

Mette Brandt-Christensen og Tine Wøbbe har sammen med journalist Kristina Antivakis skrevet bogen Forbrydelsens Sind, hvor otte kriminelle fortæller deres historie. Journalist Kristina Antivakis er med på scenen, og under foredraget hører publikum om makkerparrets erfaringer og arbejde med nogle af Danmarks farligste forbrydere.

Der vil også være tid til spørgsmål og dialog.

Om de medvirkende

Mette Brandt-Christensen er en af landets førende retspsykiatere, speciallæge i psykiatri og phd. Overlæge på Retspsykiatrisk Afdeling i Region Hovedstaden. Underviser i og formidler om retspsykiatri. Er medlem af Retslægerådet, aktuelt næstformand for den retspsykiatriske afdeling.

Tine Wøbbe er en af landets førende retspsykologer og chefpsykolog på Psykiatrisk Center Sct. Hans, samt ekstern lektor ved Københavns Universitet. Tine Wøbbe er specialist og supervisor i psykopatologi og psykoterapi samt specialpsykolog i psykiatri. Hun har særlig ekspertise i diagnostik, udredning og behandling af psykopati.

Kristina Antivakis er journalist og forfatter med speciale i kriminalsager, retspsykiatri, og det danske retsvæsen. Siden 2002 har hun arbejdet med tv og dokumentar, og bl.a. produceret tv-dokumentarserier som ’Dræbt i Tjenesten’ (DR1) om drab på socialpsykiatriske bosteder, ’Konfrontation’ (TV 2) om Politiets konfliktråd mellem offer og gerningsmand, ’Holder lov og orden’ (TV 2) om det danske retsvæsen og ’Når mænd slår kvinder ihjel’ (DR1).

Bogudgivelse: Forbrydelsens Sind, Politikens Forlag, 2022