Bo Davidsen og Henrik Monved vil igen i år begive sig på en tur ind i operaens forunderlige verden, og her vil være noget for enhver smag. Som det tidligere har været tilfældet, vil udgangspunktet blive de forestillinger, som spilles på Operaen i København. Det vil bl.a. dreje sig om Bizets ”Carmen”, Verdis ”La traviata”, Bernsteins ”West Side Story” og ”Elektra” af Richard Strauss. Hertil kommer, at vi i en spændende video vil gå bag kulisserne og stifte bekendtskab med en operas tilblivelse, i dette tilfælde tidligere operachef Kasper Holtens iscenesættelse af Carl Nielsens ”Maskarade”. I øvrigt vil der som de foregående år blive mulighed for at se en forestilling efter fælles ønske på Operaen i København. Kurset finder sted i Elværket kl. 19 – 21.30 følgende fire onsdage i dette efterår: D. 26. okt., 2., 9. og 16. nov.