Skip to content

Tal om døden på naturlig vis

Tal om døden på naturlig vis

Den sikreste ting her i livet er jo at det slutter – vi ved alle, at vi skal dø.

I vores kultur er vi desværre ikke særligt gode til at snakke om og forholde os til døden – det vil vi på dette kursus/workshop forsøge at gøre noget ved.

Kurset afholdes i Boserup skov og naturen indgår på forskellig vis som inspiration til vores arbejde med døden.

Formålet med kurset er at deltagerne – gennem oplæg, øvelser, naturbetragtninger og gruppearbejde, kommer i gang med at tale om døden og forholde sig til den.

Vi skaber et fortroligt samtalerum som grundlag for arbejdet, derfor sættes der også loft over antal deltagere på max. 10.
Resultater.

Jeg har som coach og underviser tidligere arbejdet med døden. Min erfaring er, at når vi endelig får talt om døden hjælper det os til afklaring og lettelse samt minimerer bekymringer for os selv og for vores efterladte.

Målgruppe: Du er midt i eller sidst i livet og er rimeligt gående. Kurset foregår dels i en tipi ved Boserup Naturcenter og i naturen med walk and talk, naturbetragtninger, naturkunst (Land art) mv.

Kurset arrangeres i samarbejde med ”Mandefællesskaberne i Røde Kors Roskilde” – kurset er både for kvinder og mænd.

Medbring: Gode vandresko, lille rygsæk, en ekstra trøje til når vi sidder stille, termokande med noget varmt til pausen og en madpakke til frokost.

Indhold:
Fredag: Vi mødes kl. 18.00 på ”Parkering Boserup Skov Vest”, det er P-pladsen ved ”Skolerne i Boserup” og vi møder hinanden ved bussernes vendeplads – røde X.

Denne dag bruger vi god tid til præsentationen og varmer op med at fortælle hinanden om en oplevelse med en begravelse/ bisættelse.

Lørdag: Tager vi udgangspunkt i de konkrete/praktiske ting omkring døden. Vi skal arbejde med bisættelse/begravelse og ”min sidste vilje” – der bliver oplæg, gruppearbejde, "Walk and Talk" og Naturbetragtning. 

Søndag arbejder vi med vores forhold til døden. Der bliver oplæg og gruppeøvelser, naturen bruger vi til et afsluttende lille kunstprojekt.                                                                                                                                                                                                     
Efter kurset: Der er mulighed for at holdet kan fortsætte med at mødes på egen hånd, ønskes dette sætter vi tid af til at organisere fremtidige møder og samvær i gruppen.