Skip to content

Vær opmærksom på, at vi opdaterer vores systemer fra den 21. sep. kl. 18 til og med den 22. sep. kl. 02. Det vil i dette tidsrum ikke være muligt at foretage tilmeldinger.

Vojens Kultur-og Musikhus

Fredagshøjskole Vojens

Fredagshøjskole Vojens

Fredagshøjskolen i Vojens 3 foredrag og en udflugt.
Foredragene afholdes på Vojens Kultur- og musikhus, Vestergade 20 i Vojens. Fredage kl.10.00 – 12.00

29. september 2023
"Korsbæks stærke kvinder i mit hjerte" ved skuespiller og foredragsholder Henning Hansen 
En sprudlende skildring af Lise Nørgaards stærke kvinder og den fuldstændig usminkede sandhed om os alle i den historiske fortælling, der udspiller sig i Korsbæk 1929-1947 i Erik Ballings mesterinstruktion. Vi kender og elsker dem. Foredraget/causeriet fokuserer især på: Korsbæks stærke kvinder: Agnes, Kathrine, Elisabeth, Maude, Ingeborg, Misse og fru Fernando Møhge…

Der er Humor, Kærlighed, Visdom og Kristendom i Korsbæk
Grisehandleren og hans kone Kathrine er ypperste gesandter for humoren og kærligheden i den lille købstad, og vi oplever, hvordan de med underfundig humor lader ”KÆRLIGHEDSBOMBEN” eksplodere, da Kathrine forærer Daniel en pony med ordene: ”Kom Daniel, den er din - sådan en får man, når man er en god og kærlig dreng”.

3. november 2023
"Ulven kommer - om ulve og ulvejagt i gamle dage" ved Jakob Ørnbjerg, kulturhistoriker, ph.d. 
I 2012 vakte det stor opstandelse, da en død ulv dukkede op i Thy, men det er ikke første gang, at der har været ulve i Danmark. I dette foredrag skal vi se nærmere på ulvens Danmarkshistorie, dens tilstedeværelse og ikke mindst jagten på den fra de ældste tider og frem til 1800-tallet, hvor ulven forsvinder fra vore breddegrader. Undervejs vil der komme et bud på, om en sønderjyde på noget tidspunkt er blevet bidt eller måske endda spist af en ulv.

10. november 2023
"Danmark under Besættelsen – Gestapo og de fem forbandede år" af Jørn Buch, cand. phil. i historie

I 2015 var det 75 år siden, Danmark blev besat den 9. april 1940. Danmark var formelt ikke i krig med Tyskland men alene besat af den tyske værnemagt – for at beskytte Danmark mod et engelsk angreb, som de sagde. Det blev starten på den såkaldte forhandlingspolitik eller samarbejdspolitik, som andre kaldte det, hvor den danske regering og Rigsdag kunne fortsætte – symboliseret ved statsminister Scavenius.

Foredraget vil komme ind på baggrunden for besættelsen og se på de vilkår, danskerne måtte underkaste sig. Det vil bl.a. blive diskuteret, hvorfor der ikke var større modstand, og hvilken betydning modstandsbevægelsen, som fx Hvidstengruppen, fik for befrielsen i maj 1945 for 78 år siden. Foredraget vil specielt se på bruddet den 29. august 1943, som medførte forhandlingspolitikkens ophør og Gestapos indtræden i kampen mod den danske modstandsbevægelse. Gestapos hovedkvarter blev Shellhuset i København, men derudover oprettedes fem enheder i Danmark, bl.a. Staldgården i Kolding, hvor der en overgang var ansat omkring 40 personer, hvor mange udøvede tortur mod fangerne. Til sidst vil der blive set på retsopgøret efter besættelsen. Og vi vil diskutere besættelsens betydning for udviklingen af det danske demokrati og den danske identitet.


1. december 2023: Udflugt til Staldgården i Kolding
Vi vil besøge Staldgården i Kolding, hvor vi skal se ”Zelle II” og udstillingen ”1943 – Gestapo kommer”. Udflugten foregår i egne biler.
Der vil være fælles afgang fra Vojens Kultur- og Musikhus ca. kl. 9.30.
Der vil være en let frokost. Drikkevarer for egen regning.
Forventet hjemkomst ca. kl. 14.