Jeg kommer fra Færøerne. Med min passion for håndværk og design vil jeg gerne dele ud af dét, jeg har lært igennem min skrædderuddannelse, som jeg afsluttede i 1999 her i Sønderborg, og senere min uddannelse som designteknolog i Fashion Design. Jeg har også via arbejdsmarkedet opbygget min erfaring og viden og lært metoder og teknikker inden for mange områder, som jeg gerne vil give videre. Jeg har arbejdet ved brudebutikken Askepot & Valentino og en brudebutik i Gråsten, begge steder som skrædder. Ved TorLin Designværksted har jeg arbejdet som skrædder og designer samt med salg af stof og tilbehør. Ved Stoff & Stil har jeg solgt stof og tilbehør og med stor interesse lyttet til kundernes kommende projekter. Jeg ser meget frem til at få lov til at undervise jer i jeres projekter og følge med i, hvordan det udvikler sig til færdige produkter. Det er så givende at kunne hjælpe hinanden. Det betyder meget for mig at tænke på bæredygtighed, værdsætte de ressourcer, vi allerede har, og give vores natur en pause. At se muligheder i dét, man allerede har, og med små som større ændringer skabe noget nyt og unikt. Som kreative personer kender I nok også til, at man har flere områder, man beskæftiger sig med i sin fritid. Mine er at tegne og male men også at læse, skrive, se film og færdes i naturen - alt hvad man kan fordybe sig i - og så har det sociale med mine børn, hele min familie og mine venner også stor betydning.